Politiet er massivt til stede ved mulig våbenepisode i Aalborg
Politiet opfordrer borgere til at holde sig væk fra Dannebrogsgade i Aalborg Vestby, oplyser det på Twitter.
Nordjyllands Politi er i øjeblikket massivt til stede i Aalborg Vestby, hvor det har mistanke om, at en mand i en lejlighed er i besiddelse af et våben.
Det skriver politiet på Twitter.
- Vi opfordrer beboerne i området om at holde sig inden døre og øvrige borgere om at holde sig væk fra området, lyder det.
Tidligere kunne Ekstra Bladet berette om, at kampklædte betjente med maskinpistoler var mødt tilstærkt frem på Dannebrogsgade i Aalborg.
- Politiet er ankommet med seks mand i kampuniform, maskinpistoler og skudsikre veste. De har hunde til stede. Der er ni politibiler, en ambulance og en lægevogn, oplyste mediets fotograf.
- Politiet står med en mikrofon og råber, at man skal holde sig væk fra vinduerne, lød det videre.
Flere kilder fortalte til Nordjyske, at de havde set en bevæbnet person tage et gidsel og søgt tilflugt i en opgang. Nogle kilder hørte desuden en person råbe: "Jeg skyder ham fucking i halsen, mand".
Dette er dog ikke blevet bekræftet af politiet. Det har endnu ikke været muligt at få en kommentar fra Nordjyllands Politi.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.