Krimi

Politiet brugte kran i aktion mod træbesættere - 12 personer anholdt

Aktivister protesterer imod motorvej til Kalundborg. Nu nærmer maskiner sig de træer, som er besat.

Politiaktion mod aktivistgruppen 'Skovmagt' der har besat træer ved Knabstrup Møllebakke og Knabstrupvej i Nordvestsjælland fredag den 10. oktober 2025. Aktivisterne har i flere uger boet i små hytter højt oppe i træerne i protest mod en kommende motorvej til Kalundborg.
Politiaktion mod aktivistgruppen 'Skovmagt' der har besat træer ved Knabstrup Møllebakke og Knabstrupvej i Nordvestsjælland fredag den 10. oktober 2025. Aktivisterne har i flere uger boet i små hytter højt oppe i træerne i protest mod en kommende motorvej til Kalundborg. Emil Helms/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 17:15

Et større antal betjente rykkede fredag ud i en aktion mod aktivister, der har besat træer ved Knabstrup Møllebakke og Knabstrupvej i Nordvestsjælland.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

I løbet af dagen er 12 personer blevet anholdt.

Otte af dem opholdt sig i området på forhånd. Nogle af dem blev anholdt højt oppe i træerne, hvor de opholdt sig i hytter. Det oplyser vicepolitiinspektør Thomas Hartmann ved 13.30-tiden til Ritzau.

De fire andre er blevet anholdt, da de forsøgte at trænge ind i området i løbet af dagen.

Aktionen er rettet mod aktivistgruppen Skovmagt. Ved at slå lejr i træerne har de ønsket at protestere imod en kommende motorvej til Kalundborg.

Rute 23 er fredag spærret i begge retninger efter krydset ved Knabstrup Møllebakke og Knabstrupvej frem til Holbækvej, har politiet oplyst på X. Afspærringen opretholdes frem til søndag.

- Vi kommer til at være til stede med flere politifolk og hundepatruljer i området weekenden igennem for at sikre, at arbejdet kan fortsætte, og vi vil kraftigt opfordre folk til at holde sig væk, siger vicepolitiinspektør Søren Danielsen i en pressemeddelelse fra politikredsen.

For godt to uger siden fik personerne et påbud om at forlade træerne i området, som ejes af Vejdirektoratet, oplyser vicepolitiinspektøren.

- De sigtes for ulovlig indtrængen, siger han om anholdelserne.

En af de anholdte har desuden ikke lovligt ophold i Danmark. Hun fremstilles lørdag i et grundlovsforhør sigtet for overtrædelse af udlændingeloven. De resterende vil blive løsladt igen.

Ordensmagten har anvendt en kran, og specialuddannede betjente er blevet firet ned til aktivisterne i hytterne, fortæller han.

Det regionale medie sn.dk har tidligere berettet om aktivistkollektivet Skovmagt.

I sidste måned fik aktivisterne således besøg af kammerater fra Syd- og Mellemamerika.

Aktivisterne har i flere uger boet i små hytter højt oppe i træerne, men nu står fældningen til den nye motorvej for døren. Maskinerne nærmer sig.

En af aktivisterne, Emma, sagde i september til sn.dk, at hun og de andre ikke vil flytte sig uden videre.

- Vi er mange, der kæmper mod kapitalistisk og kolonial udnyttelse, og vi vil altid stå i international solidaritet med hinanden, sagde hun til mediet om besøget.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden