Politiet har fundet lig i drabssag fra Djursland

Torsdag aften fandt politiet liget af den savnede Frank Dan Nørgaard Jørgensen. En fjerde mand er fængslet.

Liget af Frank Dan Nørgaard Jørgensen blev fundet i et skovområde nær byen Gassum i Østjylland. Her var politiet til stede i flere timer fra torsdag eftermiddag. <i>Unknown/Ritzau Scanpix</i>

Liget af Frank Dan Nørgaard Jørgensen blev fundet i et skovområde nær byen Gassum i Østjylland. Her var politiet til stede i flere timer fra torsdag eftermiddag. Unknown/Ritzau Scanpix

Østjyllands Politi oplyser i en pressemeddelelse fredag, at man har fundet liget af 40-årige Frank Dan Nørgaard Jørgensen, som fem personer er sigtet for at have dræbt.

Den afdøde mand blev fundet i et skovområde nær byen Gassum ved Randers. I samme ombæring blev to personer anholdt, en 37-årig mand og en 23-årig mand.

Den 23-årige blev afhørt og løsladt efterfølgende, mens den 37-årige blev sigtet for manddrab. Han er fredag blevet fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Randers, hvor han er blevet fængslet i foreløbig fire uger.

Ifølge TV2 Østjylland, der var til stede i retten, kom det frem under grundlovsforhøret, at politiet mener, at den 40-årige blev dræbt ved kvælning med reb.

Desuden mener politiet, at den 37-årige mand er blevet betalt for at bortskaffe liget, skriver mediet.

Ud over manddrab er den 37-årige også sigtet for usømmelig omgang med lig og for den brand, hvor Frank Jørgensens bil udbrændte.

To andre mænd og en kvinde er allerede fængslet i sagen. De blev sammen med endnu kvinde anholdt mandag aften i Nimtofte på Djursland. Samme aften fandt politiet Frank Jørgensens bil udbrændt på Gl. Fjellerupvej ved Vivild på den nordlige del af halvøen.

Da de fire blev stillet for en dommer tirsdag, blev den yngste kvinde på 23 år løsladt, mens en kvinde på 39, en mand på 39 og en mand på 25 år blev varetægtsfængslet.

Østjyllands Politi oplyser fredag, at man af hensyn til den igangværende efterforskning, der beskrives som omfangsrig, ikke ønsker at komme med yderligere detaljer om sagen på nuværende tidspunkt.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.