Krimi

Politiet har ikke rejst sigtelser efter busulykke i København

Det tyder på, at buschauffør fik ildebefindende, inden busulykke, hvor bus kørte ind i bygningsfacade.

En bus kørte søndag morgen ind i en bygning i København. 18 personer kom lettere til skade. (Arkivfoto).
En bus kørte søndag morgen ind i en bygning i København. 18 personer kom lettere til skade. (Arkivfoto). Steven Knap/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 11:35

Der er mandag ikke rejst sigtelser i relation til en ulykke søndag morgen, hvor en bus kørte ind i facaden på en bygning i København.

Det skriver Københavns Politi på X.

Politiet oplyser, at det foreløbigt tyder på, at bussens chauffør fik et ildebefindende umiddelbart inden ulykken.

Sagen efterforskes stadig, lyder det videre.

I forbindelse med ulykken blev chaufføren og 17 af bussens passagerer sendt på skadestuen. De var lettere tilskadekomne, oplyste politiet.

- Der er tale om knubs, blå mærker, blodtud og i den ende af lettere tilskadekomst, oplyste vagtchef Henrik Stormer søndag.

Ulykken skete i krydset ved Øster Voldgade og Sølvgade.

Seks passagerer blev meldt uskadte efter ulykken.

Vagtchefen i Københavns Politi sagde søndag, at passagererne i bussen primært var unge mennesker, der var på vej hjem fra byen.

Bygningen, som bussen har påkørt, er Sølvgades Kaserne, der tidligere har fungeret som kaserne og DSB's gamle hovedkontor.

Ifølge en hjemmeside tilhørende DIS Kollegierne, som har et kollegium i bygningen, har der været studieboliger der siden 2016.

Politiet oplyste søndag, at der ikke bor nogen i den ramte del af bygningen.

Nordhavn Coffee, som har en kaffebar på hjørnet, skriver i et opslag på Instagram, at bussen ramte ind i kaffebaren.

- Alt er ødelagt. Vores vinduer, vægge, maskiner - alt det, vi har bygget op med kærlighed og håndkræft gennem de sidste år, ligger i stumper og stykker, lyder det på Instagram.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden