Politiet har ophævet skovafspærring i Mia-sagen
Politiet har gennemgået et område i Dronning Lund Storskov i sagen om Mia Skadhauge Stevn, der er fundet død.
Afspærringen i Dronninglund Storskov, hvor den 22-årige Mia Skadhauge Stevn er fundet død, er ophævet.
Det oplyser vagtchef ved Nordjyllands Politi Karsten Højrup Kristensen tidligt lørdag aften.
Lørdag formiddag blev det endeligt bekræftet, at dele af et menneske fundet i skoven torsdag stammer fra den 22-årige kvinde, der forsvandt efter en bytur i Aalborg.
I forbindelse med politiets efterforskning gennemgik betjente et område i Dronninglund Storskov. Det førte til fundet af Mia Skadhauge Stevn.
Hun blev sidst set i live tidligt om morgenen søndag den 6. februar, da hun satte sig ind i en mørk bil. Hun havde været i byen i Jomfru Ane Gade i Aalborg sammen med en veninde, men var på vej hjem alene.
Det lykkedes politiet at identificere og senere beslaglægge bilen, der i første omgang blev efterlyst på et grynet overvågningsbillede. Siden har politiet frigivet flere billeder af bilen og opfordret folk til at henvende sig, hvis de har set den - også i skovområdet Hammer Bakker.
Det drejer sig om en sort Golf 2.0 TDI fra 2015 på papegøjeplader - altså nummerplader med både hvid og gul farve.
Bilen tilhører en af de mænd, der er sigtet for drab i sagen, oplyste Frank Olsen, der er vicepolitiinspektør og efterforskningsleder, tidligere lørdag.
To 36-årige mænd blev onsdag anholdt og sigtet for at have dræbt den unge kvinde. En af dem blev varetægtsfængslet i fire uger, mens den anden blev løsladt. Begge nægter sig skyldige.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.