Politiet havde årelang praksis med at skjule kritik af Kina

Ledere i Københavns Politi gjorde intet for at gribe ind mod en udbredt forståelse blandt betjente.

Tidligere chefpolitiinspektør i Københavns Politi Kai Vittrup kritiseres af Tibetkommissionen. Her ses han på vej til afhøring. (Arkivfoto). <i>Emil Helms/Ritzau Scanpix</i>

Tidligere chefpolitiinspektør i Københavns Politi Kai Vittrup kritiseres af Tibetkommissionen. Her ses han på vej til afhøring. (Arkivfoto). Emil Helms/Ritzau Scanpix

I mange år har Københavns Politi arbejdet for at undgå, at vigtige kinesiske ledere skulle blive udsat for generende kritik under besøg i Danmark.

Det er en af konklusionerne i beretningen fra Tibetkommissionen mandag.

Kommissionen skriver, at borgernes ret til at ytre sig blev skubbet til side af ordensmagten.

I mindst 11 år - i hvert fald fra 2002 og frem til 2013 - var der blandt betjente og ledende politipersonale en forståelse om, at man "så vidt muligt skulle undgå, at den kinesiske besøgende så eller hørte anti-kinesiske demonstrationer og meningstilkendegivelser".

På stabsmøder, ved briefinger og fra kommandocentralen blev der givet instruktioner om indgreb mod kritiske borgere.

Der blev givet "klart ulovlige" ordrer ved besøg i 2002, 2004, 2012 og 2013, hedder det. Handlingerne i de to sidstnævnte år er allerede blevet kritiseret i kommissionens første beretning, som kom i 2017.

Hos lederne - blandt andre chefpolitiinspektør Kai Vittrup og politiinspektør Mogens Lauridsen - var der en viden om den "udbredte forståelse" blandt betjentene om for eksempel at skjule eller flytte demonstranter.

Men ingen af lederne gjorde noget for at gribe ind mod denne praksis, konkluderer kommissionen.

Der er dog ingen beviser mod den allerøverste ledelse. Der er ikke fundet "sikre holdepunkter" for at antage, at politidirektører eller andre helt oppe i toppen af hierarkiet kendte til indgrebene.

At Tibetkommissionen i den nye beretning har fundet beviser for, at det var Udenrigsministeriet, der i høj grad tilskyndede politiet til at gribe ind mod demonstranter, så de hverken kunne ses eller høres, lemper vurderingen en smule af to mellemledere i forhold til den første beretning fra 2017.

Kommissionen holder fast i, at vicepolitiinspektør Claus Hjelm Olsen og politikommissær Henrik Oryé kom med ulovlige ordrer under præsident Hu Jintaos statsbesøg i 2012.

Men deres ordrer skal ses i lyset af Udenrigsministeriets og PET's optræden. Også den udbredte forståelse i politiet skal med i den lidt ændrede bedømmelse.

Dette ændrer dog ikke ved, at de ordrer, de afgav, var klart ulovlige, fremgår det.

Claus Hjelm Olsen skrev den såkaldte operationsbefaling i 2012. Her stod sort på hvidt, at der skulle gribes ind, men ingen i Københavns Politis ledelse læste tilsyneladende planen.

Henrik Oryé var aktiv på gaden og kom blandt andet med ordren til betjente om at fjerne tibetanske flag. "Tag flagene fra dem, kom!", lød hans ordre.

I Københavns Politi siger politidirektør Anne Tønnes ifølge Berlingske, at det nye fokus på Udenrigsministeriet og PET's rolle ikke fritager politiet for ansvar.

- Deres ageren ændrer ikke ved, at vores handlinger var klart ulovlige. Det tager vi på os. Vi skal selv kunne stå på mål for de ordrer og handlinger, vi udfører, siger hun til mediet.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.