Politiet rykker ud til eksplosion ved boligblok i Greve
Ingen personer er kommet til skade efter en eksplosion ved Gersagerparken i Greve tirsdag kort før midnat.
Midt- og Vestsjællands Politi har natten til onsdag undersøgt en eksplosion ved indgangen til en boligblok i Greve.
Det oplyser vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi Benjamin Rasch.
Ingen er kommet til skade, men eksplosionen forårsagede skader på et indgangsparti ved Gersagerparken 66.
- Lige før midnat fik vi flere 112-meldinger fra stedet.
- En eller anden genstand er sprunget. Da vi ankom, kunne vi konstatere, at glasset i indgangspartiet var knust, og vidner på stedet sagde, at der havde lydt et kæmpe brag, siger Benjamin Rasch.
Det er endnu uvist, om eksplosionen var målrettet bestemte personer, eller om der er tale om drengestreger, lyder det fra vagtchefen.
- Det er vi usikre på. Det må efterforskningen vise.
Politiet rykkede ud med flere patruljer, hundevogne og teknikere for at sikre beviser. Ammunitionsrydningstjenesten, EOD, blev også tilkaldt.
Vagtchefen vurderer umiddelbart, at eksplosionen er forårsaget af en genstand, der er mere kraftig end et almindeligt kanonslag. Det kan være en sejlgarnsbombe eller krysantemumbombe.
- Teknikerne kommer først med en endelig konklusion om en dag eller to.
- Samtidig har vi sikret overvågning for at se, om vi kan fange nogen. Det kan vi først tilgå onsdag, siger Benjamin Rasch.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.