Politi

Politiet skyder mod muligvis bevæbnet mand i Aalborg

Politiet har skudt mod en mand i en lejlighed i Aalborg Vestby. Han er bragt til sygehuset, oplyser politiet.

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Nordjyllands Politi har afgivet skud mod en mand i en lejlighed i Aalborg Vestby natten til fredag.

Det oplyser politiet på Twitter klokken 01.39.

- Manden er med ambulance bragt til Aalborg Sygehus. Sagen overgår nu til Den Uafhængige Politianklagemyndighed, skriver politiet.

Det oplyses ikke, hvilken tilstand manden er i.

Tidligere på natten lød det, at Nordjyllands Politi var massivt til stede i Aalborg Vestby, hvor det havde mistanke om, at en mand i en lejlighed var i besiddelse af et våben.

- Vi opfordrer beboerne i området til at holde sig inden døre og øvrige borgere om at holde sig væk fra området, skrev politiet på Twitter kort før midnat.

Lidt senere - klokken 00.35 - oplyste politiet, at det fortsat var til stede i Aalborg Vestby.

- Vi formoder, at personen er alene i lejligheden, og vi er i dialog med ham, lød det.

Tidligere kunne Ekstra Bladet berette om, at kampklædte betjente med maskinpistoler var mødt talstærkt frem på Dannebrogsgade i Aalborg.

- Politiet er ankommet med seks mand i kampuniform, maskinpistoler og skudsikre veste. De har hunde til stede. Der er ni politibiler, en ambulance og en lægevogn, oplyste mediets fotograf.

- Politiet står med en mikrofon og råber, at man skal holde sig væk fra vinduerne, lød det videre.

Flere kilder fortalte til Nordjyske, at de havde set en bevæbnet person tage et gidsel og søgt tilflugt i en opgang. Nogle kilder hørte desuden en person råbe: "Jeg skyder ham fucking i halsen, mand".

Dette er dog ikke blevet bekræftet af politiet. Det har endnu ikke været muligt at få en kommentar fra Nordjyllands Politi.

Ifølge et øjenvidne havde politiet i gaden talt om, at gerningsmanden var set stå i vinduet i lejligheden i Dannebrogsgade.

- Jeg kan fra mit vindue se flere bevæbnede betjente stå i skjul bag træer og cykelskure, fortalte øjenvidnet til Nordjyske.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden