Politiet søger lastbilchauffør efter højresvingsuheld
Politiet søger oplysninger på lastbilchauffør, der sidst i oktober var involveret i uheld med knallert

Genre foto af forskellige politi udstyr og situationer. Politi tøj med logo. Frederikshavn 07. september 2022. Foto: Henrik Bo
THISTED:Lokalpolitiet i Thisted forsøger nu at finde frem til en lastbilchauffør, der var involveret i et højresvingsuheld i Thisted 27. oktober.
Her kom lastbilen kørende ad Ringvejen, da han ville foretage et højresving ind på Industrivej. Uheldigvis kom der i samme sekund en knallert kørende på cykelstien, og knallertføreren måtte hive hårdt i bremsen for at undgå kollision.
Knallerten væltede, men føreren kom heldigvis ikke noget til. Lastbilchaufføren stoppede og sprang ud af bilen for at se, om knallertføreren var ok, men i forvirringen fik ingen af de to udvekslet forsikringsoplysninger.
Siden har det vist sig, at knallerten pådrog sig skader ved uheldet, som skal repareres. Derfor søger politiet nu chaufføren af lastbilen, så forsikringssagen kan blive bragt i orden.
- Vi understreger, at chaufføren ikke har gjort noget kriminelt. Det er udelukkende for at få forsikringsoplysningerne på plads, fastslår politikommissær Henrik Skriver Jensen hos lokalpolitiet i Thisted.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.