Politiet søger vidner til nedskydning af havørn på Lolland
For en måned siden blev en havørn fundet død med hagl i kroppen. Politiet beder om hjælp til at finde skytten.
I et forsøg på at finde frem til den person, som i starten af maj skød en havørn på Lolland, søger politiet nu vidner.
Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.
Den døde havørn blev fundet ved Østofte i begyndelsen af maj af en landmand, der tog kontakt til Dansk Ornitologisk Forening (DOF), som igen orienterede Naturstyrelsen.
Lederen af Projekt Ørn hos DOF, Kim Skelmose, udtalte efter fundet af den døde, fredede fugl, at det er "noget af det laveste, man kan gøre".
- Det er svært at finde ord. Det er et rigtig stort øv. Igen er der en idiot bag et gevær, der skyder så pragtfuldt et dyr, sagde Kim Skelmose dengang.
Siden har politiet forsøgt at finde frem til den, der skød havørnen, men nu er man løbet tør for efterforskningsmuligheder og beder offentligheden om hjælp.
- Vi søger vidner, der kan have set noget. Det kan være borgere, der har været ude at gå tur i området ved Østofte på Lolland i starten af maj, lyder det i pressemeddelelsen.
Politiet understreger, at man tager sagen meget alvorligt, fordi havørne er fredet og tidligere har været helt udryddet i Danmark.
Havørnen, der er Nordeuropas største rovfugl, forsvandt fra Danmark i 1911, men genindvandrede i 1995. I 2015 var der 72 ynglepar i den sydlige del af landet.
Men ikke alle er tilsyneladende glade for, at rovfuglen nu igen yngler i Danmark.
I 2016 blev en kongeørn fundet skudt ved Limfjorden, og i 2019 skete det samme for en havørn på Lolland.
På Tåsinge blev tre havørne - en voksen og to unger - i september 2020 fundet døde under en rede. Det viste sig, at de var blevet forgiftet.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.