Flere skud formodes affyret mod pizzeria i Hvidovre
Politiet er ikke bekendt med nogen tilskadekomne i forbindelse med mistænkeligt forhold i Hvidovre.
Opdateret kl. 09:11
Der er natten til onsdag affyret skud mod en husfacade på Gammel Køge Landevej i Hvidovre.
Det oplyser Københavns Vestegns Politi på sin hjemmeside omkring klokken 08.15.
- Ifølge den indledende efterforskning er der skudt flere gange, skriver politiet.
Ifølge Ekstra Bladet, der har billeder fra stedet, er der skudhuller i ruden hos et pizzeria. Politiet arbejder ifølge avisen inde i og omkring pizzeriaet.
Brian Holm, der er vagtchef i Københavns Vestegns Politi, bekræfter over for Ritzau, at der er skudt mod et pizzeria.
Politiet oplyser, at det efterforsker sagen intensivt og meget gerne vil høre fra vidner.
Københavns Vestegns Politi er ikke bekendt med, at nogen er kommet til skade.
Tidligere onsdag morgen oplyste vagtchef ved Københavns Vestegns Politi Jannick Stæhr, at politiet var til stede ved Gammel Køge Landevej i forbindelse med et mistænkeligt forhold.
- Vi fik anmeldelsen 02.50. Så vi har været derude i et stykke tid, sagde han.
I forbindelse med undersøgelsen afspærrede politiet Gammel Køge Landevej mellem Cathrine Boothsvej og I.C. Lembrechts Allé, lød det fra vagtchefen.
Kort før klokken 09 er der helt åbent for trafik igen.
Der er endnu ingen anholdte i forbindelse med det mistænkelige forhold.
Vagtchefen kan ikke oplyse, hvornår det sydgående spor vil blive genåbnet.
Københavns Vestegns Politi skrev tidligere onsdag morgen på Politi Update, at man kan søge alternative ruter via Brostykkevej ved Hvidovrevej.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.