Politijagt: Politiet måtte smadre bilrude for at få fat i 56-årig kvinde
Ordensmagten måtte tage håndfaste midler i brug for at komme i kontakt med kvinden
Opdateret 20. maj 2022 kl. 12:03
BEDSTED: To politipatruljer fra Midt- og Vestjyllands Politi måtte torsdag aften tage håndfaste midler i brug, før de fik standset en 56-årig kvindelig bilist fra lokalområdet i nærheden af Bedsted i Thy.
Forud var gået næsten et kvarters forfølgelse over en 20 kilometer lang strækning, efter at en politipatrulje kl. 18.49 indledte jagten på kvinden lige syd for Thisted, fortæller vagtchef Ole Vanghøj fra Midt- og Vestjyllands Politi.
- Hun ønskede ikke at stoppe, selv om patruljen både overhalede hende og kørte med udrykning. Hun kørte bare udenom - men hun kørte kun 80 km/t, som hun måtte, fortæller vagtchefen.
Han oplyser, at det var et sæt hjemmelavede nummerplader på kvindens bil, som vakte politiets mistanke.
- Hun nåede næsten til Bedsted, før vi fik en patruljevogn foran hende, som fik smidt nogle stopsticks. Så stoppede hun og kørte ind til siden, fortæller Ole Vanghøj.
Kvinden låste dørene til sin bil, så betjentene måtte knuse en siderude i hendes bil, før det lykkedes at få hende ud.
Her vurderede betjentene, at hun var påvirket af narko eller medicin, så kl. 19.01 blev hun anholdt og sigtet for narkokørsel samt fem-seks yderligere lovovertrædelser begået på strækningen fra Thisted til Bedsted.
- Hun vil ikke sige, hvem hun er. Hun vil ingenting. Vi formoder, hun er ejer af bilen, men det må vise sig, konstaterer Ole Vanghøj efter den usædvanlige politijagt.
- Jeg har været med til mange eftersættelser - men ikke en, der kun kører 80 km/t. Det er sjældent, siger han.
Kvinden har dog tidligere fået adskillige bøder for at køre for hurtigt. I denne omgang står hun altså over for en række andre sigtelser - herunder manglende vilje til at samarbejde med politiet efter anholdelsen, oplyser politikommissær Jørgen Jensen fra lokalpolitiet i Thisted.
Politiet tog hende med på sygehuset for at få taget blodprøve, hvorefter hun blev løsladt efter en times tid i ordensmagtens varetægt.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.