Drabsmistænkt nordmand anholdt af politiet i København

Nordmand mistænkes for at have dræbt polsk kæreste og bortført deres fælles datter. Pigen er i god behold.

Københavns Politi oplyser, at det sent lørdag aften anholdt en norsk mand, som er internationalt efterlyst. (Arkivfoto). <i>Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix</i>

Københavns Politi oplyser, at det sent lørdag aften anholdt en norsk mand, som er internationalt efterlyst. (Arkivfoto). Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Københavns Politi anholdt lørdag aften en norsk mand, som er internationalt efterlyst, mistænkt for et drab begået i Polen.

Det skriver politiet på Twitter.

Manden har søndag været fremstillet i grundlovsforhør i Dommervagten på Frederiksberg. Her har en dommer besluttet at opretholde anholdelsen i yderligere tre døgn.

Det oplyser vagtchef Espen Godiksen fra Københavns Politi.

- Det skyldes juridiske spørgsmål, der skal afklares, siger han.

Grundlovsforhøret handlede ikke om selve drabet, men om hvorvidt manden kan udleveres til retsforfølgelse i Polen. Det blev holdt for lukkede døre, og derfor kan politiet ikke fortælle yderligere om sagen.

Manden blev anholdt lørdag klokken 22.37.

Ifølge norsk TV 2 er han sigtet for drab på sin polske kæreste og for at have bortført deres fælles datter i Polen.

Ved 17-tiden lørdag blev kæresten fundet dræbt i byen Oswiecim, der på tysk er kendt som Auschwitz.

Det var kvindens far, som fandt hende dræbt. Samtidig kunne han ikke få kontakt til sit barnebarn.

Efterfølgende gik polsk politi ud med et varsel om, at et barn var blevet bortført. Varslet nåede også flere nabolande.

Barnet blev senere lørdag fundet i god behold i Danmark, oplyste polsk politi på Twitter ifølge det norske medie VG.

Hun blev fundet, da dansk politi stoppede og undersøgte et køretøj. Det er uvist, hvor i landet det skete, og om det skete i forbindelse med anholdelsen af barnets norske far.

Sebastian Glen, som er talsperson for polsk politi og tilknyttet politiet i Krakow, fortæller til norsk TV 2, at både den dræbte kvinde og hendes datter har polsk statsborgerskab.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.