Psykisk syg mand dræbte underbo med knive

Retten i Glostrup dømmer tirsdag en mand til anbringelse på ubestemt tid for drab i Albertslund.

Retten i Glostrup har tirsdag behandlet en sag om drab i april sidste år i Albertslund. (Arkivfoto). <i>Philip Davali/Ritzau Scanpix</i>

Retten i Glostrup har tirsdag behandlet en sag om drab i april sidste år i Albertslund. (Arkivfoto). Philip Davali/Ritzau Scanpix

Det var en voksende irritation over underboen, som i april sidste år fik en psykisk syg mand i Albertslund til at stikke underboen ihjel med knive.

Det er kommet frem i et retsmøde tirsdag i Retten i Glostrup.

- Måden, han talte på, var meget højlydt, siger den tiltalte, mens han stirrer ned på bordet foran sig.

I et par uger op til drabet blev den 27-årige gerningsmands tilstand værre og værre.

Han er tirsdag blevet dømt til anbringelse på psykiatrisk hospital på ubestemt tid. Underboen var på vej tilbage fra indkøb, da han blev stukket ned umiddelbart foran opgangsdøren. Han blev 32 år.

Det fremgår af den retspsykiatriske mentalerklæring, at den 27-årige var sindssyg i gerningsøjeblikket.

Fra midten af retslokalet forklarer han, hvordan han oplevede, at der var meget lydt på det kollegie, han boede på, og hvordan han følte, at der blev banket på væggene omkring ham.

I mentalerklæringen, som anklager Rasmus Kim Pedersen læser højt fra, beskrives det, hvordan den 27-årige mand igennem lange perioder har lidt af forfølgelsesforestillinger, og hvordan hans mentale tilstand støt blev forværret.

På tilhørerrækkerne sidder syv mænd, der med alvorlige miner følger retsmødet. De er familie og venner til offeret.

Der er ikke nogen pårørende til den 27-årige til stede.

Som 9-årig kom han til Danmark fra Somalia. Her blev han familiesammenført med sin mor, som allerede boede her.

Hvis han på et tidspunkt bliver løsladt fra sin anbringelse på psykiatrisk hospital, skal han forlade landet.

Det slog retten tirsdag fast, da den 27-årige, foruden anbringelse, blev idømt udvisning af Danmark for bestandigt.

Rasmus Kim Pedersen valgte, som en del af bevisførelsen, at fremvise materiale fra videoovervågning, der viser, hvordan det 32-årige offer blev stukket ned og efterfølgende faldt om med indkøbsvarerne omkring sig.

Videoen viser også, hvordan den 27-årige mand umiddelbart efter selv ringer til alarmcentralen, og hvordan han i to omgange gør et forsøg på at lægge offeret i aflåst sideleje.

Han bliver umiddelbart efter anholdt og ført væk.

I 2020 udgav Justitsministeriet en rapport, der havde analyseret drab i Danmark fra 2012 til 2017. Af rapporten fremgår det, at hvert fjerde drab i Danmark bliver begået af en psykisk syg person.

Ifølge Mia Kristina Hansen, formand for landsforeningen Sind, er det ikke overraskende.

- Nogle mennesker får ikke den hjælp, der er nødvendig. Og så ender de med at blive farlige for sig selv eller andre, siger hun.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.