Rå kriminelle har jagtet og skudt mod svenskers familie
Forældre til 25-årig er under politibeskyttelse i Sverige efter sprængning af håndgranat i kiosk i København.
Kynismen og råheden blandt nogle svenske kriminelle er et emne, som en advokat torsdag lægger stor vægt på i Københavns Byret, i en sag om sprængningen af en håndgranat i en kiosk.
En 25-årig svensker fra det sydlige Sverige har sagt, at han var sat under stort pres, da han i august sidste år kørte til København for at udføre opgaven i SOL Kiosk på Østerbro i København.
Bagmændene mente, at den 25-årige skyldte dem penge. For at komme ud af gældsforholdet skulle han til Danmark.
Men efter sprængningen er trykket vokset, idet hans forældre er blevet truet.
På et tidspunkt blev der affyret flere skud mod morens samlever, der blev såret, lyder det i et indlæg i retten fra advokat Anders Boelskifte, der forsvarer den 25-årige.
I alt fire - faren og moren og deres respektive samlevere - er blevet sat under politibeskyttelse.
- Det er svært for os at forestille os den råhed, der ligger i miljøet, siger advokaten og kigger over på de seks almindelige borgere, der som nævninger skal afgøre sagen sammen med tre juridiske dommere.
På grund af truslerne har moren ikke kunnet besøge sin søn, der har siddet varetægtsfængslet i Danmark siden august.
I retslokalet rejser specialanklager Andreas Christensen fra Københavns Politi sig op.
Han advarer mod at fastslå som et faktum, at det var bestillerne af sprængningen, som kort tid efter affyrede skud mod morens samlever.
- Det er langt mere nærliggende at antage, at nogen har villet hævne det, der skete i kiosken, siger han om årsagen til skuddene.
Men advokat Boelskifte mener, at man roligt kan lægge den 25-åriges forklaring til grund.
Det er narkotika, som er den oprindelige årsag til kontakten mellem den 25-årige og de rå typer, fremgår det af advokatens redegørelse.
Kravet var 40.000 kroner, og derfor forsøgte den 25-årige at begå indbrud, men det mislykkedes, og i stedet blev resultatet fængsel i halvandet år.
Til sidst kom opgaven i København.
Torsdag har anklageren bedt om fængsel i ni år, mens forsvareren mener, at fem år er mere passende.
- Anklageren tænker på signalværdien i en dom, og jeg tænker på, at der skal lægges vægt på de omstændigheder, der gør, at en ellers ordentlig ung mand er kommet ud på vildspor, siger forsvareren.
Dommen afsiges torsdag eftermiddag.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.