Red Barnet ønsker arbejdsgruppe efter sag om pædagog dømt for overgreb
Trods anklager om seksuelle overgreb kunne en pædagog fortsætte med arbejde i flere kommuner, skriver medier.
Opdateret kl. 07:15
Red Barnet opfordrer en kommende regering til at nedsætte en arbejdsgruppe, der skal se på, hvordan kommuner kan blive bedre underrettet, hvis en pædagog har været mistænkt for seksuelle overgreb.
Det siger psykolog hos organisationen Pernille Spitz til TV 2, efter at mediet sammen med Radio IIII har afdækket en sag om den forvaringsdømte Jesper Witte.
Han blev idømt forvaring i 2024 for adskillige seksuelle overgreb, som han begik mod mindreårige drenge.
Men inden da var han fra 1999 og frem blevet anklaget for seksuelle overgreb og grænseoverskridende adfærd i flere forskellige kommuner, viser mediernes research.
Sagerne endte med, at han blev enten fyret, sagde op selv eller indgik en fratrædelsesaftale. Men efterfølgende lykkedes det ham at få nye job.
Pernille Spitz siger til TV 2, at Red Barnet ikke kan svare på, hvordan et eventuelt system skal udformes, og hvornår kommuner bør få besked om mistanke om seksuelle overgreb.
- Jeg ønsker ikke et pædofilregister, som de har i USA. Vi skal have ordentlige tilstande og retstilstande. Og det er derfor, jeg ikke kan give løsningen.
- Men vi må kunne sætte os sammen og kigge på mulighederne og undersøge, hvordan vi kan styrke børnebeskyttelsen, siger hun til mediet.
Kommuner skal indhente en børneattest ved ansættelse af en pædagog. Det viser, om vedkommende er straffet for seksuelle krænkelser af personer under 15 år.
Men Jesper Witte kunne frem til sin dom fremvise en ren børneattest, da han ikke var blevet straffet før.
Kommunerne har også mulighed for at indhente referencer hos tidligere arbejdsgivere.
TV 2 har været i kontakt med syv kommuner, der har ansat Jesper Witte, efter han i 1999 for første gang blev anklaget for grænseoverskridende adfærd over for børn.
De svarer, at de i dag indhenter referencer ved ansættelser. Men de kan ikke svare på, om det også var tilfældet, da de ansatte Jesper Witte.
Han var ansat i Ishøj Kommune, da han blev anholdt i 2023. Kommunen skriver til Radio IIII, at man er "dybt berørt af sagen".
- Vi har ikke haft kendskab til Jesper Wittes forhistorie, og havde vi det, havde vi selvfølgelig ikke ansat ham, skriver kommunen til radiostationen.
Ingen af de fem kommuner, hvor Jesper Witte er blevet anklaget for seksuelle overgreb, vold eller grænseoverskridende adfærd, har ønsket at stille op til interview med de to medier.
Han blev ved Retten i Hillerød fundet skyldig i otte forhold, som er begået fra 2007 til 2013 og fra 2020 til 2023. Ofrene var mellem 8 og 18 år.
Under retssagen erkendte han delvist. Over for TV 2 afviser han i et brev at have begået de overgreb, som han nu bliver anklaget for.
Han har anket byrettens dom til landsretten.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.