Rigsadvokat spurgte Rusland om afsoningsforhold i udsigtsløs sag
Forløb med varetægtsfængsling i 95 døgn af græsk forretningsmand kaldes absurd af hans advokat.
Rigsadvokaten brugte tid på at foretage detaljerede undersøgelser i en sag, hvor Rusland havde bedt om at få udleveret en græsk forretningsmand - og det selv om det burde have stået myndigheden klart, at manden ikke kunne sendes til et russisk fængsel.
For eksempel skrev Rigsadvokaten til Rusland og bad om at få informationer om de afsoningsforhold, som forretningsmanden ville blive underkastet, hvis han blev udleveret.
Det fremgår af en afgørelse om erstatning til forretningsmanden, der nåede at sidde indespærret i Vestre Fængsel i tre måneder.
Afgørelsen om erstatning er forleden truffet af samme myndighed, altså Rigsadvokaten, som tilbage i 2023 og 2024 tog sig god tid til at sagsbehandle Ruslands ønske om udlevering.
Myndigheden kritiserer altså nu sig selv.
I afgørelsen står der nemlig, at erstatningen på 96.700 kroner gives, "idet de danske myndigheder på tidspunktet for frihedsberøvelsen allerede var eller burde være bekendt med de oplysninger, som senere dannede grundlag for, at der ikke kunne ske udlevering".
Anholdelsen af den 47-årige mand skete 13. oktober 2023 i lufthavnen i Kastrup.
Anklagemyndigheden bad retten om varetægtsfængsling med henvisning til både udleveringsloven og retsplejeloven.
Og igen og igen sagde dommere både på Frederiksberg, i Københavns Byret og i Østre Landsret ja - på trods af appeller om løsladelse fra manden selv og hans advokat, Asser Gregersen.
Først efter 95 døgn sluttede frihedsberøvelsen. Rigsadvokaten konkluderede, at der ikke kunne ske udlevering. Blandt andet fordi der var risiko for, at hans menneskerettigheder ville blive krænket. Og fordi Rusland var trådt ud af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.
Men dette vidste myndighederne altså allerede, da forretningsmanden blev anholdt, kan man læse i Rigsadvokatens begrundelse for at tilkende ham den takstmæssige erstatning.
Mens den 47-årige mand sad i Vestre Fængsel og ikke kunne være sammen med sin hustru i Thessaloniki eller passe sin virksomhed i shippingbranchen, var sagsbehandlingen som nævnt yderst grundig.
Således skrev Rigsadvokaten til de russiske myndigheder for at høre om fængselsforholdene. Der blev spurgt om antal kvadratmeter i cellen, om adgang til naturligt lys, ventilation og opvarmning, sanitære faciliteter, hygiejne og lægebehandling.
Rusland svarede, at landet har et effektivt system, som beskytter udleverede personers rettigheder, kan man læse i en kendelse fra Københavns Byret.
I arresthuset FKU SIZO-3 UFSIN i Krasnodar ville den græske forretningsmand først blive placeret i firesengscelle nr. 16 på 18 kvadratmeter.
Og efter en eventuel dom ville han blive anbragt i straffekoloni med sovesale, hvor en indsat har egen seng, og hvor temperaturen altid er mindst 18 grader.
Disse og andre undersøgelser tog tid og førte til, at fængslingen blev opretholdt.
Efter løsladelsen forsvarede daværende vicestatsadvokat Kirstine Troldborg hos Rigsadvokaten sagsbehandlingen.
- Sagen er blevet behandlet så hurtigt, som det har været muligt, skrev hun i en mail til Ritzau.
Det er ofte en langvarig proces at søge og vurdere oplysninger fra den anmodende stat, tilføjede hun blandt andet.
Advokat Asser Gregersen mener, at sagen viser, at man i Danmark varetægtsfængsler for meget og på et for løst grundlag. Men den er også et eksempel på, at man har valgt langsomme arbejdsgange fremfor almindelig fornuft.
Allerede straks fra sagens begyndelse dokumenterede han, at retssystemet i Rusland ikke overholder menneskerettighederne. At Grækenland havde afvist at udlevere manden, gjorde heller ikke indtryk.
- Helt absurd blev det, da jeg fremlagde oplysninger om, at klienten faktisk var blevet frifundet i Rusland for det, han nu skulle udleveres til.
- Selv om vi havde de oplysninger, fortsatte de danske myndigheder med at begære klienten fængslet og besluttede at kontakte de russiske myndigheder for at høre om deres syn på sagen. Altså de samme myndigheder, som vi ved er fulde af løgn, skriver advokaten i en mail.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.