Røgdykkere bjærger død person fra villabrand i Brøndby

Politiet fik en anmeldelse om en villabrand i Brøndby. Røgdykkere måtte bjærge en omkommen person.

Brandvæsenet måtte rykke ud til Brøndby tidligt onsdag morgen, da alarmcentralen klokken 04.27 fik en anmeldelse om, at der var brand i en villa på vejen Muldager.

Det oplyser vagtchef ved Københavns Vestegns Politi Mads Dam kort efter klokken 05.00.

Hovedstadens Beredskab skriver på Twitter, at røgdykkere under en gennemsøgning af bygningen fandt en person, som blev båret ud af huset.

Mads Dam oplyser, at personen er død og formentlig var det, allerede da vedkommende blev fundet af røgdykkerne.

Personen er blevet identificeret af politiet, men de pårørende er endnu ikke blevet underrettet. Derfor oplyses personens køn og alder ikke på nuværende tidspunkt.

Det er endnu uvist, hvad der er årsag til branden, men vagtchefen oplyser, at der ikke er noget, som tyder på, at der er foregået noget kriminelt.

Brandteknikere skal nu arbejde på stedet for at forsøge at fastslå årsagen til branden.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.