Krimi

Russer erkender sprængstof men nægter trussel mod lufthavn

38-årig russisk mand erkender at have fremstillet sprængstoffet TATP og sprængt hæveautomat ved Legoland.

Passagerer og personale i Billund Lufthavn blev evakueret lørdag 20. april 2024, da der blev indleveret en rygsæk med sprængstof. (Arkivfoto).
Passagerer og personale i Billund Lufthavn blev evakueret lørdag 20. april 2024, da der blev indleveret en rygsæk med sprængstof. (Arkivfoto). Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 12:41

En 38-årig russisk mand erkender at have fremstillet sprængstoffet TATP og foretaget to sprængninger ved en hæveautomat foran Legoland i Billund.

Han erkender også at have indleveret en rygsæk med sprængstof ved politiekspeditionen i Billund Lufthavn.

Men der var ikke tale om i alt tre kilo sprængstof, som anklagemyndigheden påstår.

Og det var ikke en trussel, der havde til formål at forstyrre lufthavnsdriften.

Sådan lyder det tirsdag i Retten i Kolding fra den russiske mands forsvarsadvokat, Mads Kjær Jensen.

Den tiltalte har ikke selv haft mulighed for at komme til orde, men forsvarsadvokaten har kort gjorde rede for, hvordan hans klient stiller sig til anklagen.

Det var 20. april sidste år, at passagerer blev evakueret fra Billund Lufthavn og flyvningerne indstillet i ni timer.

Op mod 10.000 rejsende fik forstyrret deres rejseplaner.

Det skete, efter der var blevet indleveret en rygsæk med sprængstof i politiekspeditionen i lufthavnen.

"Bombe, bombe. Sprængstoffer i tasken", skal den tiltalte ifølge anklageskriftet have sagt til politiet.

Han skal også have udtalt: "Jeg arbejder for Rusland. Jeg arbejder for Putin".

Den tiltalte ankom tirsdag til retssal 11 iført håndjern og ledsaget af fire transportbetjente fra Kriminalforsorgen.

Han har mørkt, skulderlangt krøllet hår og tatoveringer på armene.

En dansk-russisk talende tolk sidder ved hans side.

Specialanklager Bettina Wagner har under sin forelæggelse kaldt sagen for "meget alvorlig, meget usædvanlig og meget atypisk".

Sprængstoffet TATP kaldes også "Satans Mor", fordi det er meget ustabilt.

Anklagemyndigheden mener, at den tiltalte fremstillede TATP i en feriehytte hos Lalandia i Billund.

Det skete ifølge anklageren med remedier, som han blandt andet havde købt i et lokalt byggemarked.

Den russiske mand fik ikke noget ud af de to sprængninger af hæveautomaten, for det lykkedes ham ikke at skaffe sig adgang til boksens kontanter.

Det var seks timer senere, at han indfandt sig i Billund Lufthavn med en rygsæk. Her var der ifølge anklageren to pakker med sprængstof.

Pakkerne var viklet ind i viskestykker med blåt tape omkring.

Manden blev anholdt, kort tid efter at han havde sat sine ben hos politiekspeditionen.

Samme aften blev der foretaget en kontrolleret sprængning af de to pakker i rygsækken.

Der er ikke kommet nogen detaljer frem om, hvorfor den tiltalte kom til Danmark, og hvad hans formål var med opholdet.

Men anklageren har oplyst, at manden ikke har nogen tilknytning til Danmark.

Der er afsat ni retsdage til sagen, og der forventes at falde dom i midten af september.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden