Russisk sømand er død: Faldt over bord ud for Skagen

Lørdag aften faldt en russisk mand i 50'erne over bord fra et tankskib ved Skagen. Han er erklæret død.

Ifølge Nordjyllands Politi er der ikke noget mistænkeligt ved en russisk mands fald fra et tankskib ud for Skagen. Manden er erklæret død. (Arkivfoto). <i>Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix</i>

Ifølge Nordjyllands Politi er der ikke noget mistænkeligt ved en russisk mands fald fra et tankskib ud for Skagen. Manden er erklæret død. (Arkivfoto). Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

En russisk sømand er død efter at være faldet over bord fra et russisk tankskib ud for Skagen.

Det oplyser vagtchef ved Nordjyllands Politi Thomas Ottesen. Han fortæller, at meldingen kom lørdag aften omkring klokken 21

- Man mangler et besætningsmedlem, som man har mistanke om, kan være faldet over bord. Så de vender rundt otte sømil uden for Skagen Havn, siger vagtchefen.

En redningsaktion blev sat i gang, og efter noget tid blev den russiske mand, der er i 50'erne, fundet i vandet.

- Man finder pågældende livløs i vandet, efter at man har søgt i noget tid deroppe. Han bliver efterfølgende fløjet med helikopter til sygehuset, hvor han efter kort tid bliver erklæret død, siger Thomas Ottesen.

Ifølge politiet er der ikke noget mistænkeligt ved mandens fald fra skibet.

Skagen Redningsstation har også omtalt sagen i et opslag på sin facebookside.

- Vi sendte begge både afsted, og stationerne i Hirtshals, Østerby, og Sæby sendte også deres både afsted.

- Der var desuden en masse civile fartøjer, der deltog i eftersøgningen, plus helikoptere fra både Danmark og Sverige, står der i opslaget.

Redningsstationen skriver videre, at eftersøgningen havde kørt i omkring to timer, da en båd fra Østerby fandt den livløse mand i vandet:

- De fik personen om bord og startede HLR (hjertelungeredning, red.). Den ene helikopter fik ham derefter fløjet til hospitalet.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.