Så mange vanvidsbilister måtte vinke farvel til deres bil
Især en type af vanvidsbilist står for langt de fleste sager, hvor bilen bliver taget af politiet

Foto Michael Koch
NORDJYLLAND:94 bilejere måtte i 2022 vinke farvel til deres bil - i langt de fleste tilfælde, fordi ejeren selv eller en anden havde kørt vanvidskørsel.
Det er en stigning i forhold til 2021, hvor politiet beslaglagde 75 biler med henblik på konfiskation.
Siden 31. marts 2021 har politiet nemlig haft mulighed for at tage bilen, hvis den bliver brugt til vanvidskørsel - uanset om det er bilejeren selv eller en anden, der sidder bag rattet.
Her trådte de nye regler om vanvidskørsel i kraft, og her er det klart defineret, hvornår kørslen er vanvid - blandt andet, hvis man kører med en meget høj promille, meget høj fart eller kører særlig hensynsløs kørsel.
Vanvidskørsel
Følgende overtrædelser betragtes som vanvidskørsel:
- Uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder
- Uagtsom forvoldelse af betydelig skade på nogens legeme eller helbred under særligt skærpende omstændigheder
- Særlig hensynsløs kørsel
- Kørsel med hastighedsoverskridelse på mere end 100 pct. ved kørsel over 100 km i timen
- Kørsel med en hastighed på 200 km i timen eller derover
- Spirituskørsel med en promille over 2,00
Udvalgte strafskærpelser fra 1. marts 2021:
- Strafniveauet skærpes med 50 procent for forsætligt at volde fare for andres liv eller førlighed i forbindelse med færdselslovsovertrædelser.
- Strafniveauet skærpes med 50 procent for flugtbilisme.
- Strafniveauet for chikanøs kørsel er skærpet fra bøde til fængsel. Chikane kørsel vil desuden som udgangspunkt medføre ubetinget frakendelse af førerretten i minimum 3 år efter færdselsloven.
Udvalgte strafskærpelser for vanvidskørsel – i kraft 31. marts 2021:
- Kap- og væddeløbskørsel er skærpet fra bøde til fængsel. Kap- og væddeløbskørsel vil som udgangspunkt medføre ubetinget frakendelse af førerretten i minimum 3 år efter færdselsloven.
- Skærpelse af straffen til fængsel for de groveste hastighedsforseelser:
- hvor hastigheden er 200 km i timen eller derover, eller
- mere end 100 pct. for hurtigt, hvis hastigheden er mere end 100 km i timen.
Overtrædelserne vil desuden som udgangspunkt medføre ubetinget frakendelse af førerretten i minimum 3 år.
Kilde: politi.dk
Især én form for vanvidskørsel skiller sig ud. Hele 70 procent af de beslaglagte biler i 2022 blev taget, fordi føreren har været godt og grundigt alkoholpåvirket.
Det kræver nemlig en promille på mindst 2,0, før politiet kan tage bilen.
- Det blev jeg også lidt overrasket over, for det kræver en ret høj promille, siger Jess Falberg.
Generelt kører vi pænere
De resterende beslaglæggelser på grund af vanvidskørsel er ligeligt fordelt mellem for høj fart og særlig hensynsløs kørsel.
Og det stemmer godt overens med det generelle billede i trafikken, som politiet har.
- Over en bred kam er antallet af færdselslovsovertrædelser faldet. Det kan der være mange forklaringer på, men jeg tror også, at risikoen for konfiskation kan være en af forklaringerne, siger Jess Falberg.
Han understreger også, at stigningen antal beslaglagte biler i 2022 ikke skal ses som et symptom på, at der er flere vanvidsbilister på vejene, men at det formentlig blot skyldes, at det først var en mulighed politiet fik fra 31. marts 2021.
- Det virker
Og det er en mulighed, politiet er mere end glad for. For den virker, fortæller Jes Falberg.
- Flere er blevet mere påpasselige med, hvem de låner deres bil ud til, for det kan ende med at koste dem bilen, siger han.
- Vi har jo altid haft sagerne, men ikke haft sanktionsmulighederne. Og jeg kunne godt forestille mig, at vi kommer til at se et fald i antallet af sager de kommende år.
- Især over for dem, der kører for stærkt.
Penge i statskassen
Når politiet beslaglægger en bil, kan den først konfiskeres - og altså endegyldigt tages fra ejeren - af en domstol. Derfor er der et lille forbehold i tallene, at nogle af bilerne kan ende tilbage ved ejerne, hvis retten vender tomlen ned til politiets begæring.
Det sker dog de færreste gange, fortæller Jes Falberg.
Når en bil så er blevet konfiskeret, så er den statens ejendom, og så bliver bilen enten skrottet eller sat til salg. Nordjyllands Politi sælger de konfiskerede biler på auktion hos Lauritz.com.
Pengene for bilsalget går ubeskåret til statskassen.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.