Sag mod Messerschmidt udsat - der skal stemmes om immunitet igen

På grund af valget, hvor Messerschmidt blev genvalgt til Folketinget, skal der igen stemmes om hans immunitet.

Morten Messerschmidt (DF) skal have sin straffesag behandlet på ny i byretten. Men nu forsinkes sagen på grund af folketingsvalget. (Arkivfoto). <i>Emil Helms/Ritzau Scanpix</i>

Morten Messerschmidt (DF) skal have sin straffesag behandlet på ny i byretten. Men nu forsinkes sagen på grund af folketingsvalget. (Arkivfoto). Emil Helms/Ritzau Scanpix

Straffesagen mod Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, bliver udskudt.

Det oplyser Retten i Lyngby.

Sagen skulle oprindeligt være begyndt i Retten på Frederiksberg 16. november, men forventes nu tidligst indledt 22. november.

Udsættelsen skyldes folketingsvalget, oplyser retten. Morten Messerschmidt blev genvalgt til Folketinget, og Folketinget skal derfor ophæve hans immunitet igen.

- Efter resultatet af folketingsvalget afholdt den 1. november 2022 kan sagen ikke indledes, uden at det nye Folketing i henhold til grundlovens § 57 har givet samtykke til retsforfølgning for så vidt angår den ene af de to tiltalte i sagen, skriver retten.

Og retten har fået oplyst, at det ikke forventes, at Folketinget kan nå at tage stilling til et beslutningsforslag inden de første retsmøder 16. og 17. november.

Sagen, der også kaldes Meld- og Feld-sagen, er blevet afviklet en gang tidligere og førte til en afgørelse i august 2021.

Her blev Morten Messerschmidt i første omgang idømt en betinget fængselsstraf på seks måneder.

Østre Landsret fandt dog, at sagen skulle gå om. Det skyldtes, at dommeren i sagen, Søren Holm Seerup, kunne opfattes som inhabil på grund af en række tilkendegivelser på Facebook om Messerschmidt.

Derfor skal sagen igen føres i byretten - men denne gang på Frederiksberg. Her vil sagen have to dommere og tre domsmænd.

Sagen vil i vidt omfang blive en gentagelse af den allerede gennemførte sag fra Lyngby. Der vil dog blive ført enkelte nye vidner i retten.

Straffesagen drejer sig om uberettiget udbetaling af EU-midler til en konference, som skulle holdes i tilknytning til Dansk Folkepartis sommergruppemøde i Skagen i 2015.

Morten Messerschmidt ansøgte om pengene på vegne af partialliancen Meld.

I den nu annullerede sag fra Lyngby fandt en enig domsmandsret i Lyngby, at der hverken formelt eller reelt blev afholdt en Meld-konference.

Derfor fik pengene karakter af en direkte eller indirekte finansiering af et nationalt parti, hvilket strider imod en forordning.

Da Folketinget i april 2021 i første omgang stemte om Messerschmidts immunitet, blev den ophævet med 96 stemmer for og 0 imod.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.