Krimi

Sag om folkedrabsdømt dansk-rwander skal i landsretten

Tidligere på måneden udmålte Retten i Hillerød en fængselsstraf på 20 år til folkedrabsdømt dansk-rwander.

Østre Landsret kommer til at se på sagen om Wenceslas Twagirayezu, der i Rwanda blev dømt for folkedrab. (Arkivfoto).
Østre Landsret kommer til at se på sagen om Wenceslas Twagirayezu, der i Rwanda blev dømt for folkedrab. (Arkivfoto). Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 16:02

Sagen om den dansk-rwandiske Wenceslas Twagirayezu, der tidligere i juni fik en fængselsstraf på 20 år for folkedrabet i Rwanda, skal i landsretten.

Det oplyser Eddie Khawaja, der er advokat for den folkedrabsdømte danske statsborger.

Wenceslas Twagirayezu blev i juli 2024 dømt for at have taget del i folkedrabet i Rwanda i 1994, hvor tusindvis af etniske tutsier mistede livet, ved en rwandisk domstol.

I Rwanda blev han idømt 20 års fængsel.

I august sidste år kom han tilbage til Danmark, og Retten i Hillerød fik til opgave af omsætte straffen fra Rwanda til en dansk straf, som skal afsones her i landet.

Retten i Hillerød nåede i lighed med domstolen i den rwandiske hovedstad, Kigali, frem til fængsel i 20 år.

Gennem hele sagen har Twagirayezu nægtet sig skyldig. Han har forklaret, at han må være blevet forvekslet med en anden.

I Retten i Hillerød gik den 57-årige dansk-rwander og hans advokat efter at få sagen afvist.

Det betyder med andre ord, at de ikke anser, at det juridiske grundlag for at føre sagen til ende, er i orden.

I Østre Landsret vil de også forsøge at få sagen afvist, siger Eddie Khawaja.

I Rwanda blev han blandt andet dømt for at have været med, da omkring 2000 mennesker, der havde søgt tilflugt i en kirke i Busasamana-sognet og i et universitet i Mutende, blev slået ihjel.

Vidner har beskrevet, hvordan han gik rundt om kirken med sin hund på jagt efter tutsier.

Wenceslas Twagirayezu blev udleveret fra Danmark til Rwanda i 2018 med det forbehold, at han i tilfælde af straf skulle afsone i Danmark.

I forbindelse med sin udleveringssag i Danmark forklarede han, hvordan han var på påskeferie i Congo, da folkedrabet begyndte i Rwanda i april 1994.

Han er i dag dansk statsborger og hjemmehørende i Smørumnedre. I 2018 blev han udleveret til Rwanda, hvor han var mistænkt for at have deltaget i folkedrabet på de etniske tutsier.

Det centralafrikanske land blev kastet ud i et blodigt etnisk opgør i 1994, i kølvandet på at landets præsident, som tilhørte den etniske hutu-befolkning, blev dræbt, da hans fly blev skudt ned.

I 2001 kom Twagirayezu til Danmark og blev siden dansk statsborger. Men de rwandiske myndigheder rettede som årene gik søgelyset mod ham i forbindelse med det omfattende retsopgør efter folkedrabet.

Eddie Khawaja oplyser, at sagen nu afventer berammelse i Østre Landsret.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden