Krimi

Sag om hvidvask i Herning er vokset med 153 millioner

31-årig rejste først til Dubai og så til USA, før han i august sidste år blev udleveret til straffesag.

Da en nu 31-årig mand skulle for Retten i Herning i 2023, viste det sig, at han var rejst til Dubai. Siden er han blevet udleveret fra USA. Han får sin sag om omfattende økonomisk kriminalitet afgjort på fredag i Herning. (Arkivfoto)
Da en nu 31-årig mand skulle for Retten i Herning i 2023, viste det sig, at han var rejst til Dubai. Siden er han blevet udleveret fra USA. Han får sin sag om omfattende økonomisk kriminalitet afgjort på fredag i Herning. (Arkivfoto) Mohammed Salem/Reuters

Opdateret kl. 14:48

Da amerikanske politifolk i august sidste år landede i Københavns Lufthavn med en efterlyst dansk statsborger, handlede det om, at han skulle have hvidvasket næsten 12 millioner kroner og svindlet med moms for mere end to millioner.

I månederne siden har den 31-årige mand været varetægtsfængslet af Retten i Herning, fordi der er risiko for, at han vil stikke af.

Årsagen er mandens rejselyst.

Da den oprindelige sag skulle afgøres i Herning i 2023, var han nemlig rejst til Dubai, og siden gik turen til Florida i USA.

På fredag bliver han kørt fra et arresthus til retten for at få en afgørelse i sagen, og det viser sig, at bunken af kriminelle forhold i mellemtiden er vokset dramatisk.

Hos anklagemyndigheden har man lagt 153 millioner kroner oveni, når det gælder hvidvask - altså de særlige manøvrer, som handler om at skjule, at penge stammer fra lovovertrædelser.

Det fremgår af et dokument, som National enhed for Særlig Kriminalitet, NSK, har givet Ritzau aktindsigt i.

Der er lagt op til, at den 31-årige foran en dommer vil erkende sig skyldig, og at han vil besvare spørgsmål fra anklagere fra både Midt- og Vestjyllands Politi og NSK.

I den såkaldte retsmødebegæring nævnes kriminelle aktiviteter i regi af fem selskaber med adresser i Måløv, Randers, Kjellerup, Taastrup og Græsted.

Her skal forretningsmanden have modtaget millioner af kroner, som han derefter forsøgte at vaske hvide.

Også bedrageri mod Skattestyrelsen er nævnt. Det samme gælder brug af falske fuldmagter, så han kunne købe varer hos motorsports-forretninger i Sverige og Tyskland.

I august sidste år kunne TV Midtvest fra et retsmøde rapportere om nogle af beviserne.

For eksempel at samme stavefejl gik igen i en stribe falske fakturaer. Og at erhvervsmanden var i kontakt med en bilist, der ved landegrænsen blev snuppet med 52.000 euro under sædet.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden