Uhyggelige videoer bliver centrale i dødsvoldssag
Torsdag startede domsmandssag mod 33-årig mand ved Retten i Holstebro
Opdateret 25. marts 2025 kl. 16:13
- Du er den eneste, jeg drømmer om.
Stroferne af det genkendelige 80'er hit strømmede ud af højttalerne i retslokalet - sunget ikke af Søs Fenger, men af en mandestemme, efterfulgt af en kysselyd.
Præcis, hvad videosekvensen, som lyden tilhørte, indeholder, blev ikke vist for rettens tilhørere, men den blev afspillet i kølvandet på flere sekvenser, hvor man kunne høre en rallende vejrtrækning og dumpe lyde.
Videoerne har politiet fundet på en mobiltelefon tilhørende en 33-årig mand.
Han sidder nu tiltalt for grov vold med døden til følge under særdeles skærpende omstændigheder ved Retten i Holstebro, hvor sagen mod ham startede torsdag.
Og det stod allerede klart her på den første retsdag ud af fire planlagte, at netop videosekvenserne vil udgøre en afgørende del af anklagemyndighedens bevis mod ham.
Anklaget for at dele videoer
Den voldsomme episode udspillede sig på en adresse i Bedsted i Thy 13. september 2023.
Ifølge anklageskriftet lå den forurettede, en 56-årig mand, og sov på en sofa, da han mellem kl. 15 og 22 blev overfaldet af den 33-årige med stump vold, blandt andet flere spark i hovedet.
Den 56-årige pådrog sig brud på venstre øjenhule, brud på kæben, løse tænder, blødninger i hjernen samt en svær hjerneskade.
Den tiltalte skal ifølge anklagerne yderligere have filmet sit offer, mens overfaldet stod på, og delt videoen på det sociale medie Snapchat.
Den 56-årige blev fløjet med helikopter til Aalborg Universitetshospital, hvor han blev lagt i kunstigt koma.
Han vågnede aldrig siden.
To måneder senere døde han på Neurocenter Hammel af den svære hjerneskade, han havde pådraget sig i forbindelse med overfaldet.
Den tiltalte, en muskuløs, kronraget mand iført skjorte og jeans, der har siddet varetægtsfængslet i Nykøbing Arrest siden den aften i 2023, blev ført ind i retten i selskab med to fængselsbetjente.
Han nægter sig skyldig i at have forårsaget den 56-åriges død, men kan dog erkende, at han har sparket ham tre gange i hovedet.
Ydermere nægter han sig skyldig i uberettiget at have filmet sit offer og delt videosekvensen.
Smurt ind i blod
Specialanklager Pia Koudahl kunne i sin gennemgang af sagen fortælle, at der kl. 21.52 blev ringet 112 fra adressen i Bedsted.
Det var husets beboer, der også skal vidne i sagen, som slog alarm.
Ifølge alarmopkaldet var den 56-årige kommet til adressen og havde lagt sig til at sove på sofaen. Husets ejer gik derefter sammen med sin kammerat ud i garagen, hvor de indtog nogle øl.
Da de senere kom ind i huset igen, blev de opmærksomme på, at den 56-årige havde en meget snorkende vejrtrækning, og at han havde blod over det hele.
Da politiet kom frem til stedet kl. 22.11, var ambulancefolk i gang med at behandle manden, som lå i stuen. Han var bevidstløs og med tydelige skader i ansigtet.
Den 33-årige blev fundet med blod på tøj og sko, samt med hudafskrabninger på fingrene og en hævet hånd.
Politiet fandt blod flere steder rundt om i stuen og på badeværelset, og kl. 22.30 blev den tiltalte og de to andre tilstedeværende anholdt.
Sigtelsen mod to af de tre blev efterfølgende opgivet, fordi de efter politiets vurdering ikke har deltaget i volden mod den forurettede.
Retslægerådet har i forbindelse med sagen udtalt, at den 56-årige døde af et svært hovedtraume, der skyldes svær stump vold svarende til videoen.
Resten af den første retsdag er afsat til den tiltaltes forklaring samt vidneforklaring fra beboeren i det hus, hvor overfaldet fandt sted.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.