Seks år efter drab har 24-årig meldt sig til retssag

En 24-årig mand sidder mandag anklaget for at have deltaget i planlægning og udførelse af drab tilbage i 2016.

Tilbage i oktober 2016 blev en 21-årig mand skudt og dræbt i Servicekiosken på Emdrupvej i København. En 24-årig mand er nu, seks år efter, anklaget i sagen. Manden har i mellemtiden opholdt sig i Marokko. (Arkivfoto). <i>Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix</i>

Tilbage i oktober 2016 blev en 21-årig mand skudt og dræbt i Servicekiosken på Emdrupvej i København. En 24-årig mand er nu, seks år efter, anklaget i sagen. Manden har i mellemtiden opholdt sig i Marokko. (Arkivfoto). Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Daniel Kristensen havde lige bestilt en pizza, da han en oktobereftermiddag i 2016 foran Servicekiosken på Emdrupvej i Københavns Nordvestkvarter blev ramt af skud i ryggen og i armen.

Skud, som endte med at koste ham livet, da han 13 dage senere afgik ved døden på Rigshospitalet.

Fem måneder efter skyderiet anholdt politiet fire mænd. Men en dengang 18-årig mand var rejst ud af landet og befandt sig i Marokko. Det gør han ikke længere.

Mandag sidder den i dag 24-årige mand ved siden af sin forsvarer, Jane Ranum, for at forsvarer sig mod beskyldningerne fra specialanklager Andreas Christensen.

- I hører ikke mig sige, at han trykkede på aftrækkeren. Men det er anklagemyndighedens opfattelse, at han deltog i planlægningen, og at han kørte i en af de to biler, lyder det fra Andreas Christensen i hans forelæggelse af sagen over for dommere og nævninger.

Af de fire, som blev anholdt dengang, blev tre frifundet. Den fjerde mand, Rached Hamade, blev dømt 14 års fængsel for drabet. Hamade var efter politiets opfattelse leder af banden Mongols, og drabet var angiveligt motiveret af et skyderi dagen før, hvor en 22-årig mand blev skudt i benene.

Den 24-årige mand, som mandag sidder anklaget på Frederiksberg, var i Marokko, da de andre blev anholdt. Og der har han været indtil 23. oktober i år, hvor han frivilligt vendte hjem for at blive anholdt og varetægtsfængslet.

Advokat Jane Ranum fortæller, at han har både dansk og marokkansk statsborgerskab. I Marokko udleverer man ikke egne statsborgere, men man har sagt, at en retssag om drabet eventuelt ville kunne foregå i Marokko.

- Men min klient har hele tiden været indstillet på at komme tilbage til Danmark. Det er ikke sådan, at han har holdt sig skjult, men der har været nogle praktiske problemer, lyder det fra Jane Ranum.

To mænd blev ramt af skud, da to gerningsmænd ankom i to biler til Servicekiosken på Emdrupvej. Ud over Daniel Kristensen blev en 49-årig mand ramt.

Den 49-årige var i kritisk tilstand, og lægerne på Rigshospitalet opererede et projektil ud af brystet på ham. Han overlevede, men Daniel Kristensens liv stod ikke til at redde. Hos ham havde et projektil ramt rygsøjlen, og 15. oktober 2016, 13 dage efter skyderiet, afgik han ved døden.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.