Seks udenlandske mænd løsladt efter grundlovsforhør

Mændene er fortsat sigtet for forsøg på at bortføre tre børn til udlandet. Løsladelse kæret til landsretten.

Seks udenlandske mænd er torsdag aften løsladt efter et lukket grundlovsforhør ved Retten i Sønderborg.

De er dog fortsat sigtet for at ville tage tre børn fra deres far i Danmark og bortføre dem til udlandet.

Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi, der har kæret byrettens afgørelse til Vestre Landsret

De seks mænd har ifølge JydskeVestkysten russisk og tysk baggrund.

Anklagemyndigheden mener, at mændene rejste fra Tyskland og ind i Danmark, hvor de tog til Gråsten. Her overvågede de ifølge sigtelsen tre børn, som bor hos deres far i den sønderjyske by.

Faren har ifølge JydskeVestkysten forældremyndigheden over børnene.

Mændene, der blev anholdt onsdag morgen, nægter sig skyldige i sigtelserne mod dem.

Angiveligt bunder sagen i en strid om forældremyndighed.

Et ledende ansat i et tysk sikkerhedsfirma siger over for mediet Der Nordschleswiger, at de seks mænd er ansat i sikkerhedsfirmaet.

De skulle angiveligt være taget til Danmark på vegne af børnenes mor, der ifølge firmaets oplysninger har ret til at bestemme bopælen for to af børnene, skriver Der Nordschleswiger.

Firmaet oplyser til det tysksprogede medie med hovedsæde i Aabenraa, at den tyske ambassade i Danmark er blevet kontaktet i forbindelse med sagen.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.