Seniorsergent kan få fængsel - scorede på misbrug af stilling

Forventning om tilståelse i retten. Ansat i ejendomsstyrelse sørgede for, at hans private firma ryddede sne.

Retten i Glostrup ventes i næste uge at behandle en sag om stillingsmisbrug i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse. (Arkivfoto). <i>Philip Davali/Ritzau Scanpix</i>

Retten i Glostrup ventes i næste uge at behandle en sag om stillingsmisbrug i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse. (Arkivfoto). Philip Davali/Ritzau Scanpix

En ansat i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse sørgede i en periode for, at hans eget private firma blev hyret af styrelsen til at stå for blandt andet snerydning og saltning.

Han sikrede sig, at de fakturaer, som han selv havde udstedt i firmaet, blev godkendt af styrelsen. På den måde indkasserede hans firma 409.540 kroner før moms.

Manøvren stemples som strafbar i et dokument, som den militære anklagemyndighed, Auditørkorpset, har sendt til retten.

Den sigtede ventes at tilstå at have misbrugt sin stilling, fremgår det af den såkaldte retsmødebegæring, som Ritzau har fået udleveret.

Her beskrives det også, at den ansattes private firma fortsatte med at salte og at fjerne sne, selv om opgaven havde været i udbud - og selv om et andet firma havde tilbudt at udføre arbejdet til en lavere pris.

Angiveligt stod stillingsmisbruget på i godt ni måneder. Det sluttede i 2017.

Der gik åbenbart nogen tid, før det blev klart for Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse, noget var galt. Først i februar 2020 anmeldte styrelsen sagen til Auditørkorpset. Den sigtede er seniorsergent, oplyses det i en årsberetning fra auditørerne.

Også tidligere har muligt strafbare forhold i ejendomsstyrelsen været endevendt i et retslokale.

I februar i år fastslog Vestre Landsret således, at en tidligere ansat i styrelsen var korrupt. Han havde modtaget bestikkelse fra en medarbejder i installationsfirmaet Kemp og Lauritzen.

På papiret drejede nogle fakturaer sig om arbejder udført på Flyvestation Karup, men virkeligheden var en anden. Den ansatte havde fået både en tilbygning og en renovering af sit hus på Viborg-egnen.

Den nye sag ventes at blive afgjort i Retten i Glostrup onsdag i den kommende uge.

Her vil anklageren kræve fængselsstraf. Dels er der sket overtrædelse af straffelovens paragraf om misbrug af stilling. Og dels er også den militære straffelovs bestemmelse om grov pligtforsømmelse overtrådt, lyder det i oplægget til retsmødet.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.