Sexarbejder lokket i fælde af røvere med peberspray og knippel
Politi efterlyser andre sexarbejdere, der kan have været ofre for de samme forbrydere, som slog til i Valby.
To mænd er torsdag ved Retten på Frederiksberg blevet varetægtsfængslet for røveri af en mobiltelefon og 1000 euro.
Ved røveriet blev offeret udsat for peberspray, slag med en knippel og truet med en kniv.
Grundlovsforhøret foregik for lukkede døre, og derfor er de yderligere detaljer fra retsmødet ikke offentligt tilgængelige.
Københavns Politi oplyser efter retsmødet, at offeret var en 35-årig kvindelig sexarbejder, og efterlyser i forbindelse med sagen andre sexarbejdere, som kan have været stødt på de to mænd.
- Vi har grund til at tro, at gruppen af gerningspersoner har begået eller forsøgt at begå flere røverier end dem, vi på nuværende tidspunkt kender til, siger politikommissær Poul Hansen fra Københavns Politi i en pressemeddelelse.
- Derfor vil vi meget gerne kontaktes, hvis der er andre sexarbejdere, som har været udsat for noget lignende, lyder det fra politikommissæren.
Røveriet af kvinden foregik 19. maj i Valby i København. Her mødte den yngste af mændene op hos kvinden, som han forinden havde lavet en aftale om sex mod betaling med, oplyser Københavns Politi.
I lejligheden sagde den 18-årige ifølge oplysningerne fra Københavns Politi, at han ikke havde penge nok med til at betale, og at han ville ringe til en ven, som skulle komme med pengene.
Lidt efter dukkede en gruppe maskerede mænd op i lejlighed, hvor kvinden blev udsat for grov vold og frarøvet sin telefon og 1000 euro.
De fængslede er henholdsvis 18 og 23 år og har begge nægtet sig skyldige.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.