Sigtelse mod 16-årig om tilslutning til nazigruppe droppet

Anklagemyndigheden opgiver sag mod 16-årig om tilslutning til højreradikal gruppe. En anden er stadig sigtet.

Anklager Rune Rydik fra Midt- og Vestsjællands Politi oplyser, at sagen mod en 16-årig dreng, som var mistænkt for at tilslutte sig højreradikal gruppe, er droppet. (Arkivfoto). <i>Ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix</i>

Anklager Rune Rydik fra Midt- og Vestsjællands Politi oplyser, at sagen mod en 16-årig dreng, som var mistænkt for at tilslutte sig højreradikal gruppe, er droppet. (Arkivfoto). Ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix

Siden april har to 16-årige drenge været sigtet for overtrædelse af terrorlovgivningen for at tilslutte sig en højreradikal gruppe. Men nu er sigtelserne mod den ene opgivet, skriver DR.

Det drejer sig om den ældste af drengene, som trods den alvorlig mistanke, der er mod ham, har befundet sig på fri fod siden da. Den yngste har siddet varetægtsfængslet og gør det stadigvæk.

- Jeg kan bekræfte, at statsadvokaten efter min indstilling har meddelt påtaleopgivelse i slutningen af august, siger anklager Rune Rydik fra Midt- og Vestsjællands Politi til Ritzau.

At der er sket påtaleopgivelse, betyder, at sagen ikke bliver indbragt for retten, og at sigtelsen droppes.

Da de to skolekammerater blev anholdt i april og efterfølgende stillet for en dommer, blev de præsenteret for sigtelser om overtrædelse af straffelovens terrorbestemmelser.

Drengene havde ifølge sigtelserne sendt et ansøgningsskema til den højreradikale nynazistiske gruppe Feuerkrieg Division. Her angav de ifølge sigtelserne, at de havde våbenkendskab samt kendskab til ideologien bag gruppen.

Det var den eneste sigtelse, der var mod den ældste af drengene, mens den yngste også var sigtet for at hverve andre til organisationen og for på forskellig vis at fremme gruppens virke.

Den yngste af drengene har siddet fængslet siden retsmødet den 7. april, mens den ældste ved den lejlighed blev løsladt af dommeren.

Rune Rydik oplyser til Ritzau, at anklagemyndigheden indtil videre ønsker at opretholde varetægtsfængslingen af den yngste, og i den forbindelse er der tirsdag i næste uge berammet et retsmøde ved Retten i Holbæk.

Ifølge Rune Rydik er efterforskningen i sagen ikke helt færdig. Blandt andet er mentalundersøgelsen af den yngste af drengene ikke afsluttet. Og først når efterforskningen er færdig vil anklagemyndigheden tage stilling til, om der skal rejses tiltale i sagen.

Hvad angår påtaleopgivelsen mod den ældste af drengene, så kan den beslutning i løbet af de næste to måneder omgøres af Rigsadvokaten.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.