retsforfølgelse

Sigtet for at dræbe gravide Louise forbliver fængslet

Den 28-årige mand, som er sigtet for at have dræbt en kvinde i Herlev i 2016, forlænger frivilligt fængsling.

Vicepolitiinspektør Peter Malmose talte med pressen på politigården i Albertslund, efter at politiet havde anholdt den 28-årige mand, der mistænkes for at have dræbt Louise Borglit i november 2016.
Vicepolitiinspektør Peter Malmose talte med pressen på politigården i Albertslund, efter at politiet havde anholdt den 28-årige mand, der mistænkes for at have dræbt Louise Borglit i november 2016. Nils Meilvang/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 11:47

Den 28-årige mand, der er sigtet for at have dræbt Louise Borglit i november 2016, har indvilliget i at lade sin fængsling forlænge i yderligere fire uger.

Det oplyser sagens anklager, Bo Bjerregaard. Manden blev i første omgang fængslet til 2. juni, men nu er fængslingen forlænget til 30. juni.

- Der er forlænget frivilligt, siger senioranklageren.

Den 28-årige, der nægter sig skyldig, sad allerede bag tremmer, da han blev anholdt i begyndelsen af maj. Han er tidligere dømt for drabsforsøg mod en kæreste.

Anholdelsen i drabssagen skete fem et halvt år efter, at den gravide Louise Borglit den 4. november 2016 blev dræbt med knivstik, da hun var ude at gå med sin søsters hund i Elverparken i Herlev.

Ifølge sigtelsen blev hun stukket med en kniv 11 gange. Kniven ramte den 32-åriges kvinde bryst, ryg, skuldre og balle. Derudover blev hun ramt af snit i nakken, i hovedet og på benet. Hun blev 32 år.

Efterforskningen af sagen er fortsat i gang, oplyser Bo Bjerregaard.

- Det er selvfølgelig noget, der bliver gjort med den nødvendige hurtighed, men omvendt er det også vigtigt, at vi er meget grundige i en sag som denne.

- I kølvandet på det skal der så laves en juridisk vurdering af, om der skal rejses tiltale i sagen eller ej, siger anklageren.

Han kan ikke give noget bud på, hvornår efterforskningen er færdig.

- Det afhænger jo nok ikke mindst af, om sigtede vil udtale sig, og hvornår vi kan få sådan en afhøring i stand, siger anklageren videre.

En utraditionel metode har været i brug under efterforskningen af sagen.

Da den 28-årige mand i begyndelsen af maj blev fremstillet i retten, kom det frem, at en politiagent med dæknavnet "Frank" lod sig indsætte i Enner Mark Fængsel med den nu sigtede mand.

Agenten og den 28-årige fik i fængslet et fællesskab. Den mistænkte vidste dog ikke, at han talte med en agent, eller at der var blevet installeret rumaflytning, så betjente kunne lytte med i de to mænds samtaler.

De to blev efterhånden fortrolige, og den sigtede endte med at komme med flere detaljer om drabet.

Den 30. marts i år indrømmede den sigtede ifølge anklagemyndigheden drabet på Louise Borglit og fortalte om, hvordan han kom af med det gerningsvåben, der aldrig er blevet fundet.

Den 28-åriges forsvarer protesterede under grundforhøret mod brugen af politiagent. Anklager Bo Bjerregaard fastholder, at reglerne er overholdt.

- Reglerne er fulgt til punkt og prikke. Jeg har ikke flere kommentarer til det, lyder det.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden