Skrot-sag: Store regninger på vej til ægtepar
Regningen for årtiers rod skal nok komme. Men først skal den lige en omvej
Opdateret 20. april 2023 kl. 15:20
AGGERSUND: Afgørelsen er faldet, og den er klar. Alligevel går der nogle uger, inden det står klart, hvad den kommer til at betyde.
Det er det ultrakorte facit på den dom, som landsretten i Aalborg afsagde i sidste uge.
Den stadfæstede byrettens dom på bøder til skrotbilhandler Kenneth Haastrup og hustruen Henriette for i en årrække at have skabt et stort rod i hjembyen Aggersund ved at placere deres skrot, så det skæmmede grunde og gader i byen.
Sagt på lovens sprog er parret dømt for både at have overtrådt Planloven og Byggeloven med deres virksomhed fra adresser i Aggersund. Blandt andet ved ikke at efterleve adskillige påbud fra Vesthimmerlands Kommune.
Svært regnestykke
Mandag søgte kommunen at sætte et kontant facit på sine krav. Men regnestykket indeholder ikke bare tal, men også jura, og så bliver det hurtigt kompliceret, lige meget hvor god en regnemaskine, man har. Derfor bruger forvaltningen nu nogle uger på at få sagen helt på plads.
- Vi vil være sikre på, at tingene bliver gjort ordentligt. Derfor kommer det til at tage noget mere tid, forklarer borgmester Per Bach Laursen (V), som var med til mødet.
Ganske vist tegnede Kenneth Haastrup firmaet, men han ejer ikke meget. Aktiverne hører i høj grad under hans kone. Det er her jurister kommer ind i regnestykket og sender opgørelsen på en omvej forbi deres skriveborde.
Snart to årtier
Den langstrakte sag begyndte helt tilbage i Løgstør Kommune, der i 2007 tog skrot-konflikten med sig ind i Vesthimmerlands Kommune. Helt konkret om hvordan brugtvognsvirksomheden placerede sine mere eller mindre forfaldne biler på grunde og gader i hjembyen Aggersund.
Byrettens - og altså nu også landsrettens - dom lød dels på 30.000 kroner til hver af ægtefolkene samt bøder til dem hver for hver måned, forholdene ikke er bragt i orden.
Bøderne lyder på henholdsvis 8000 kroner og 10.000 kroner per måned, indtil grundes og vejes stand kan accepteres.
Eneste grund til, at de ikke blev indkrævet efter byrettens dom i 2021, var, at parret på stedet ankede sagen til Landsretten.
Det havde opsættende virkning. Indtil nu. Og dommen kommer næppe for Højesteret.
420.000 på to år
Byrettens dom faldt i juni 2021. Tager man den ordret, kan man gange parrets bøder op, indtil kommunen erklærer alle grunde så ryddelige, som rimeligt er. Og det er ikke sket endnu:
- Nogle steder i Aggersund er der ikke ryddet helt op. Der mangler stadig noget, før det er færdigt, gør borgmester Per Bach Laursen (V) op.
Tæller man alene fra dom til denne aprils udgang, kan månedsbøderne ganges med cirka 20 hver. Bruger satserne fra 2021-dommen bliver det altså 160.000 kroner og 200.000 kroner.
Dermed står regningen til at blive på 190.000 kroner til Kenneth Haastrup og 230.000 kroner til Henriette Haastrup. Eller 420.000 kroner i alt for parret.
Ekstra omkostninger
Dertil bliver sagens betydelige omkostninger meget muligt lagt til. Også det kan blive lidt af et regnestykke.
Blandt andet satte kommunen i 2021 550.000 kroner af på budgettet hvert af tre år til en bygningsinspektør, der som sin største opgave havde at se på brugtvognsfirmaet i Aggersund.
Der er med andre ord lagt op til, at Vesthimmerlands Kommune snart kræver rigtigt mange penge af ægteparret Haastrup.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.