Solrig marts har budt på usædvanligt mange naturbrande

Masser af solskin og kun lidt nedbør har gjort naturen brandfarlig, og det mærker de kommunale beredskaber.

Marts 2022 har indtil videre budt på 207 naturbrande. Man skal ti år tilbage for at finde et tilsvarende højt antal brande i naturen for marts måned. (Arkivfoto). <i>Henning Bagger/Ritzau Scanpix</i>

Marts 2022 har indtil videre budt på 207 naturbrande. Man skal ti år tilbage for at finde et tilsvarende højt antal brande i naturen for marts måned. (Arkivfoto). Henning Bagger/Ritzau Scanpix

De kommunale beredskaber har rykket ud til usædvanligt mange naturbrande i marts måned.

Hele 207 gange har der været bud efter brandfolkene til at slukke ild i plantager, hedeområder og krat.

Det ligger langt over normalen for marts, forklarer sekretariatschef Bjarne Nigaard fra organisationen Danske Beredskaber.

- Vi har rigtigt travlt med naturbrande, faktisk så travlt at vi skal ti år tilbage for at se et tilsvarende antal brande for marts måned, siger han.

De mange naturbrande afspejler, at vejret også har været usædvanligt.

Marts har nemlig budt på ekstraordinært mange solskinstimer.

Solen har frem til onsdag skinnet i 224 timer, hvilket er ny rekord for marts måned.

Samtidig har det været meget lidt nedbør. Blot tre millimeter ifølge hjemmesiden for Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).

Det betyder ifølge sekretariatschefen, at naturen flere steder er meget tør.

- Planterne er ikke begyndt at trække væde op fra jorden for at blomstre og springe ud.

- Så når der også er lidt vind, så betyder det, at vegetationen er meget tør.

Af brandfareindekset på brandfare.dk fremgår det, at det især er i det nordjyske - i Vendsyssel - at der er moderat brandfare.

Sekretariatschefen opfordrer til, at man generelt udviser ekstra omhu, når man færdes i naturen.

- Det gode råd er, at man ikke lader cigaretskod flyve omkring sig, når man er ude. Kombinationen af vind og åben ild er heller ikke god, siger han.

Der er ikke umiddelbart udsigt til større mængder nedbør de kommende dage, der kunne gøre naturen mindre brandfarlig.

Det lune forårsvejr er dog sat på pause, og der kan ventes enkelte byger de kommende dage, fremgår det af DMI's syvdøgnsudsigt.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.