Smidt ud fra Mallorca Bar og trampet i ansigtet: Nu skal to mænd i fængsel
De to mænd er blevet idømt straffe på henholdsvis otte og fire måneder
Opdateret 08. juli 2022 kl. 11:26
AALBORG: To mænd blev onsdag idømt fængselsstraffe for at have udøvet grov vold mod en tredje mand udenfor Mallorca Bar i Aalborg 11. April 2021 omkring lukketid. En tredje mand deltog også i overfaldet, men det har ikke været muligt at identificere ham.
Overfaldet skete, efter at de involverede havde været i byen sammen. Under byturen havde de blandt andet opholdt sig på Mallorca Bar.
I løbet af aftenen blev en af vennerne smidt ud fra baren grundet aggressiv opførsel, hvorefter han sad på en trappe udenfor baren.
Resten af gruppen kom ud af baren, da den lukkede, og her opførte vennen sig fortsat aggressivt, og det førte til tumult mellem vennegruppen.
- På overvågningen startede det med lidt tumult, men på et tidspunkt gik det over gevind, og manden, der tidligere var blevet smidt ud, blev væltet omkuld, hvorefter der stod tre mænd, som sparkede og trampede ham i ansigtet, oplyser anklager hos Nordjyllands Politi, Malene Lund Andersen.
- Det udviklede sig til et decideret overfald på ham, siger hun videre.
Politiet anholdt to af gerningsmændene kort efter overfaldet, og de to er altså nu blevet idømt henholdsvis fire og otte måneders fængsel.
- Den ene er blevet idømt fire måneder, da han på et tidspunkt stoppede og gik væk fra overfaldet, hvor den anden blev ved med at sparke offeret, forklarer Malene Lund Andersen.
Udover fængselsstraffe har de to mænd fået forbud mod at opholde sig i nattelivet i seks og tolv måneder.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.