Spionchefer og chefredaktører indkaldes som vidner i terror-sag

Terrordømt og mulig agent, der har stævnet efterretningstjenester, vil have spionchefer indkaldt som vidner.

SPAIN-DENMARK-JIHADIST-IS <i>Luca Piergiovanni/Ritzau Scanpix</i>

SPAIN-DENMARK-JIHADIST-IS Luca Piergiovanni/Ritzau Scanpix

De øverste chefer i Politiets Efterretningstjeneste (PET) og Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) samt en række chefredaktører fra nogle af landets største medier er blevet indkaldt som vidner i sagen om den terrordømte Ahmed Samsam.

Det fortæller Erbil Kaya, der er forsvarsadvokat for Samsam, til Berlingske og DR.

Det skal være med til at belyse nogle møder mellem parterne, hvor sagen om Samsam angiveligt skulle være blevet nævnt, fortæller han.

- Det forlyder, at efterretningscheferne på de møder nævnte min klient Ahmed Samsams sag som en, medierne ifølge de to tjenester kan hæfte strafferetligt for at skrive yderligere om, siger advokaten.

- De (spioncheferne, red.) har nævnt sagen for chefredaktørerne, og jeg vil gerne i retten spørge dem hvorfor. Hvis de ikke vil det, må vi forholde os til det rent processuelt, lyder det.

Med indkaldelsen vil advokaten desuden have efterretningstjenesterne til at erkende, at Samsam var deres agent samt sikre sin klient en erstatning for - ifølge ham selv - at have siddet uretmæssigt i fængsel i en årrække.

Ifølge juraprofessor Frederik Waage fra Syddansk Universitet er det dog muligt for efterretningstjenesterne at afstå fra at indgå som vidner i sagen.

Det skyldes retsplejelovens paragraf 169, der giver dem mulighed for at nægte, hvis det eksempelvis er af hensyn til statens sikkerhed.

Det er PET-chef Finn Borch Andersen, FE-chef Svend Larsen og mediecheferne Tom Jensen fra Berlingske, Martin Kransik fra Weekendavisen, Stig Ørskov fra JP/Politikens Hus og Sandie French fra DR, der er blevet indkaldt som vidner.

Avisen har tidligere på baggrund af anonyme kilder beskrevet, hvordan Samsam skulle være blevet hvervet af danske efterretningstjenester som agent.

Danmark skulle ifølge Berlingske angiveligt have betalt Samsams rejser til Syrien for at tilslutte sig Islamisk Stat med henblik på spionage.

Samsam blev i 2018 idømt otte års fængsel ved en spansk domstol netop for under flere rejser til Syrien at have tilsluttet sig Islamisk Stat, IS. Han nægtede sig skyldig.

Den fængslede FE-chef, Lars Findsen, indkaldes også som vidne i sagen. Det skal være med til at belyse, hvorvidt Findsen "har været inde over hvervningen af min klient", lyder det fra Erbil Kaya.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.