Stalkere bruger nyt våben: eks-kæreste fik 1600 beskeder via MobilePay
Politiet ser stigende tendens til stalking via betalingstjenesten - MobilePay varsler blokeringsløsning
Opdateret 14. december 2022 kl. 09:22
NORDJYLLAND: Stalkere har fundet en smutvej, så de stadig kan chikanere deres offer, selvom de er blevet blokeret på forskellige medieplatforme. Det koster godt nok et lille beløb, men til gengæld er de sikre på, at beskederne når frem.
Det er MobilePay, som stalkere nu er begyndt at bruge til at sende beskeder til deres ofre. I november blev to mænd dømt ved Retten i Aalborg for netop at have brugt denne metode til at stalke deres eks-partnere.
Den mest omfattende af sagerne var en 25-årig mand fra Odense, der havde skrevet næsten 1600 beskeder via MobilePay-overførsler til sin nordjyske ekskæreste, som han havde forbud mod at kontakte.
Samme metode brugte en 47-årig mand fra Aalborg, der i den anden sag blev dømt for at have kontaktet sin ekskæreste 130 gange via MobilePay.
I begge tilfælde havde mændene overført 10 øre og skrevet beskederne i kommentarfeltet til overførslerne.
Og denne metode er forholdsvis ny, fortæller politikommissær Michael Karstenskov, Nordjyllands Politi.
- Det er en metode, vi er begyndt at se inden for det seneste år. Og det er en metode, som vi kan se, bliver brugt flere og flere gange, siger han.
Den ulovlige kommunikation via MobilePay sker typisk, når stalkeren er blevet blokeret på sms, Facebook, Snapchat og nogle af de mange andre platforme, fortæller politikommissæren.
Men den mulighed er der ikke på MobilePay.
- Men hvis der kom sådan en mulighed, så vil vi hilse det velkommen, siger Michael Karstenskov.
Og det kan politikommissæren forhåbentlig snart se frem til. For hos MobilePay oplyser pressechef Peter Kjærgaard, at der er tanker om at indføre en blokering af folk på betalingstjenesten.
Først fastslår han dog at stalking, trusler og chikane hos MobilePay er et ret begrænset tema i betragtning af de 400-500 millioner årlige transaktioner, der foregår gennem MobilePay.
- Vi tager naturligvis afstand fra al form for chikane, stalking eller trusler. Vores betingelser siger, at det er forbudt at bruge vores app til chikane ved beskeder, når man laver en betaling. Når det er sagt, så har vi nyligt besluttet os for at tage skridtet hen mod en blokeringsfunktion, selvom vi historisk har tøvet med det. Baggrunden er en bekymring for at gøre det lettere for forbrydere f.eks. at sælge ting på skrømt privat, modtage pengene og derefter straks lukke af for køberen, forklarer Peter Kjærgaard.
Han understreger, at betalingstjenesten i flere år har haft en nul-tolerancepolitik, som kort fortalt går ud på følgende:
- Meld chikanen til politiet, så en egentlig efterforskning kan sættes i gang.
- Meld det også til MobilePay-supporten på telefon 45144447, så MobilePay kan reagere
- Ved gentagne hændelser blokerer vi den chikanerende eller truende bruger. Ved grove hændelser gør vi det akut. Ofte er en advarsel dog nok, fordi de fleste brugere frygter at miste MobilePay, forklarer pressechefen.
- I tilfældet fra Nordjylland (sagen med de 1600 beskeder; Red.) er vi meget kede af, at vi aldrig opdagede, hvad der foregik. Så kunne vi have hjulpet den skadelidte og grebet ind overfor stalkeren. Det gør vi som nævnt typisk ved først at give en advarsel. Fortsætter chikanen, så lukkes stalkeren ned, konstaterer Peter Kjærgaard.
MobilePay har dog en anden presserende opgave, der nok må siges at gå forud for alt andet netop nu:
- Nu har vi lige fået godkendelse til at fusionere med norske Vipps. Det næste års tid vil gå med en omfattende samling af alle vores løsninger og data på en fælles IT platform. I den proces vil vi udvikle en blokeringsfunktion for alle MobilePay-brugere i både Danmark og Finland. Løsningen vil i givet fald først kunne være klar ved udgangen af 2023 eller tidligt i 2024. Men den kommer, fastslår Peter Kjærgaard.
- I mellemtiden har vi besluttet at skærpe al overvågning over chikanesager og opfordre til, at man altid straks griber fat i vores support ved trusler, stalking eller anden form for chikane, slutter pressechefen.
Fra Dansk Stalking Center, der har kontorer i København og Aarhus, lyder det, at man ingen tal har på den konkrete udvikling, når det drejer sig om brugen af MobilePay i stalkingsager.
- Det er dog vores klare erfaring, at MobilePay i stigende grad bliver anvendt til at stalke, siger direktør Lise Linn Larsen.
- Vi oplever, at MobilePay bliver brugt som et redskab til at stalke, men at det som regel er en del af et komplekst billede, hvor stalkingen kan være både digital og fysisk. At man ikke kan blokere numre i MobilePay app’en er en problemstilling, der har været fokus på en del år. Tilbage i 2017 var udmeldingen fra MobilePay, at de ville arbejde på en sådan funktion, men det er endnu ikke en del af produktet. Men vi hilser en sådan funktion meget velkommen, siger direktøren.
Hvis man oplever stalking via MobilePay – eller andre digitale platforme – anbefaler vi, at man gemmer dokumentation for stalkingen. Derudover kan man altid kontakte Dansk Stalking Center for at få hjælp og rådgivning.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.