Nødværge i drabssag fra travbane i Aarhus skal bedømmes af landsret
Statsadvokat har anket usædvanlig dom i drabssag. Byret mente, at 43-årig affyrede skud i selvforsvar.

Sagen om drabet på en 25-årig mand nær Jydsk Væddeløbsbane skal behandles på ny. Anklagemyndigheden har anket byrettens dom, hvor den tiltalte blev frifundet på grund af nødværge. (Arkivfoto). Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Sagen om drabet på en mand nær Jydsk Væddeløbsbane i Aarhus skal behandles for anden gang i retssystemet.
Årsagen er, at anklagemyndigheden har besluttet at anke byrettens dom til Vestre Landsret.
I byretten blev en 43-årig mand for nylig frifundet med den begrundelse, at han handlede i nødværge, da han affyrede et skydevåben.
Den dræbte var den 25-årige Abukar Hassan Ali. Som rapper var han kendt under navnet Shmur.
Det er Statsadvokaten i Viborg, der tirsdag oplyser Ritzau om sin afgørelse om at anke den usædvanlige dom, der blev afsagt 29. august. Påstanden er, at den tiltalte skal dømmes for drab.
Vestre Landsret kommer til at behandle hele sagen på ny. Ankesagen omfatter nemlig også to andre mænd, der var tiltalt for forsøg på røveri.
50 kilo hash skulle overleveres på et grusareal ved travbanen 22. juni 2020. Corona havde lukket Danmark, og det gav mangel på hash i København.
Derfor var den nu 43-årige Bo Steffen Steffensen kommet til Aarhus for at købe stort ind. Med sig havde han 1,8 millioner kroner.
I forvejen kendte han ikke Abukar Ali, fordi aftalen var kommet i stand via mellemmænd.
I retten fortalte Steffensen, at han sad med en bærepose med pengene i skødet i en Jeep Cherokee, da han blev angrebet.
En af Abukar Alis venner havde taget en pistol frem og var begyndt at true med den, og derefter brugte han sit eget våben.
- Jeg troede, han skulle til at likvidere mig, forklarede Bo Steffen Steffensen, da sagen begyndte.
Og ved domsafsigelsen stod det klart, at retten var blevet overbevist. Den tiltalte skød i selvforsvar, og han blev frifundet for drab på grund af nødværge, lød afgørelsen.
Den 43-årige slap dog ikke for straf. Han fik fængsel i fem år for besiddelse af et halvautomatisk våben, medvirken i hashhandel og desuden afbrænding af to biler i forbindelse med flugten.
Ankesagen i landsretten kommer også til at omfatte to andre mænd. De har anket dommen om, at de forsøgte at begå røveri mod Steffensen, hvilket gav fængsel i henholdsvis to et halvt og to år.
/ritzau/
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.