Statsadvokat ønsker fortsat lukkethed i Findsen-sag

Ønske om hemmeligholdelse i sag mod FE-chef er "tungtvejende" hensyn til statens sikkerhed og fremmede magter.

Statsadvokat Jakob Berger Nielsen oplyser, at anklagemyndigheden vil gå efter lukkede døre i sagen mod den suspenderede FE-chef, Lars Findsen. (Arkivfoto). <i>Philip Davali/Ritzau Scanpix</i>

Statsadvokat Jakob Berger Nielsen oplyser, at anklagemyndigheden vil gå efter lukkede døre i sagen mod den suspenderede FE-chef, Lars Findsen. (Arkivfoto). Philip Davali/Ritzau Scanpix

Når sagen mod den suspenderede FE-chef Lars Findsen kommer for retten, bliver det for lukkede døre, hvis det står til anklagemyndigheden.

Retsmøder i straffesager er i udgangspunktet åbne for offentligheden, men de kan lukkes, hvis der er særlige hensyn.

I denne sag peger statsadvokat Jakob Berger Nielsen fra Statsadvokaten i Viborg på hensynet til statens sikkerhed og fremmede magter.

- I denne her sag er de så tungtvejende, at efter anklagemyndighedens opfattelse kan det ikke lade sig gøre at udbrede sagen mere, end vi har gjort på nuværende tidspunkt, og det vil også blive svært under hovedforhandlingen, siger han.

Lukkede døre vil betyde, at tilhørere og journalister ikke får adgang til retssagen. Det er dog op til retten at beslutte, om der er grundlag for dørlukning. Både forsvarere og journalister har mulighed for at protestere.

Fredag er Lars Findsen blevet tiltalt for læk af statshemmeligheder. Han skal have røbet statshemmeligheder eller andre særligt fortrolige oplysninger over for seks personer - herunder to journalister.

Oplysningerne stammede ifølge anklagemyndigheden fra Findsens tjeneste i Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), og videregivelsen skal have foregået over 16-17 måneder, mens Findsen var hjemsendt.

Statsadvokaten vil ikke fortælle nærmere om anklagerne, og Jakob Berger Nielsen fortæller også kun overordnet om, hvorfor man har tiltalt for læk af statshemmeligheder.

- Det er på grund af sagens indhold, som jeg ikke kan komme nærmere ind på, siger statsadvokaten.

Der var oprindeligt rejst sigtelse for ni forhold, men anklagemyndigheden har kun fundet grundlag for at tiltale for seks forhold. Jakob Berger Nielsen vil ikke komme med en nærmere begrundelse for den vurdering.

Lars Findsen blev i december 2021 varetægtsfængslet, og han var fængslet i 71 dage, før retten løslod ham.

Han nægter sig skyldig.

Det er endnu uvist, hvornår sagen kommer for retten.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.