Statsadvokat opgiver igen sigtelser for mangelfulde kræftforløb

Der er stadig ikke beviser nok til at rejse sag mod tre sigtede i sag om mangelfulde kræftforløb i Ringsted.

Det var på Ringsted Sygehus, at en lang række kvinder ikke fik den undersøgelse for brystkræft, som de burde. (Arkivfoto) <i>Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix</i>

Det var på Ringsted Sygehus, at en lang række kvinder ikke fik den undersøgelse for brystkræft, som de burde. (Arkivfoto) Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Efter flere års efterforskning, granskning og vurdering af beviser i sag om hundredvis af mangelfulde undersøgelser for brystkræft på Ringsted Sygehus kan der måske snart sættes et endeligt punktum.

Statsadvokat i København Lise-Lotte Nilas oplyser til Ritzau, at man endnu en gang mener, at sigtelserne mod Region Sjælland og to ledende medarbejdere fra sygehuset bør droppes.

- Vi har gennemgået sagen på ny, og vores vurdering er fortsat, at der ikke er grundlag for at rejse en straffesag.

- Der er ikke udsigt til, at det vil føre til en domfældelse i retten, siger hun videre.

Begrundelsen for afgørelsen vil hun endnu ikke gå i detaljer med, da Styrelsen for Patientsikkerhed kan klage over konklusionen.

Det er allerede sket én gang før. For beslutningen om at opgive en række sigtelser faldt allerede i maj sidste år. Men den afgørelse klagede styrelsen over til Rigsadvokaten.

Herfra blev det besluttet, at der var behov for yderligere efterforskning af regionen og de to medarbejderes roller. For andre medarbejdere blev sigtelserne droppet.

- Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi har efterforsket sagen yderligere, forelagt den for os igen, og vi har gennemgået den. Vi har besluttet igen at opgive sigtelserne, siger Lise-Lotte Nilas.

Politiet gik i 2019 ind i sagen efter at have modtaget en anmeldelse fra Styrelsen for Patientsikkerhed.

Herefter blev flere tusind kvinders undersøgelser gennemgået, fordi de blev visiteret forkert for brystkræft imellem 2013 og 2017. Det var kvinder, der var blevet henvist fra egen læge til undersøgelsen.

Mindst 304 kvinder, som blev undersøgt i perioden, fik en mangelfuld undersøgelse og fik senere konstateret brystkræft.

I stedet for en tredobbelt undersøgelse med røntgen, en fysisk undersøgelse og en ultralydsundersøgelse fik kvinderne kun en røntgenundersøgelse. Det skulle være for at spare tid og ressourcer.

Direktøren på Ringsted Sygehus blev fyret som konsekvens af sagen. Region Sjælland og otte medarbejdere blev sigtet.

Som udgangspunkt bliver der kun rejst tiltale i sager, hvor anklagemyndigheden vurderer, at det vil føre til en dom i retten. Helt konkret betyder det, at der skal være beviser nok for, at der er sket noget strafbart.

Styrelsen for Patientsikkerhed oplyser, at man ikke har en kommentar til afgørelsen og en mulig klage på nuværende tidspunkt.

- Nu vil vi lige læse den (afgørelsen, red.) grundigt i gennem og tage stilling til, hvad der skal ske derfra, lyder det.

Statsadvokaten orienterede både de sigtede og styrelsen om afgørelsen torsdag.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.