Politiet fandt stjålne maskiner: To mænd idømt fængsel
De to nordjyske mænd var i besiddelse af flere stjålne køretøjer
Opdateret 10. juni 2024 kl. 10:17
To nordjyske mænd fik fredag fængselsstraffe for at være i besiddelse af stjålne køretøjer.
Det fortæller anklager Søren Riis Andersen.
Mændene er henholdsvis 56 og 34 år, og de stjålne køretøjer blev fundet på deres adresser i Jammerbugt Kommune i september 2022.
Begge mænd var i besiddelse af en stjålen minigraver til en værdi af 145.000 kroner, en traktor til 230.000 kroner og en ATV til cirka 67.000 kroner.
I alt havde køretøjerne en værdi af cirka 442.000 kroner - altså lige under en halv million.
Derudover havde den 34-årige mand også en stjålen lille knallert stående, og den 56-årige mand yderligere én traktor stående - begge til ukendte værdier.
Dømt for hæleri, men ikke tyveri
Fredag eftermiddag faldt dommen ved Retten i Hjørring, hvor de to mænd var tiltalt for både hæleri og tyveri. Begge mænd nægtede at have medvirket til at stjæle og opbevare de stjålne maskiner.
Men retten lagde til grund, at effekterne stammede fra tyveri, at de to mænd var i besiddelse af dem og at de godt vidste, at det var stjålne varer. Den 56-årige og den 34-årige mand blev dog begge frifundet i tyveriet af varerne, da retten ikke fandt det bevist.
Derfor blev de to nordjyske mænd kendt skyldige i hæleri. Det førte til en dom til den 56-årige mand på betinget fængsel i tre måneder, mens den 34-årige mand blev idømt ubetinget fængsel i ni måneder.
Årsagen til, at den 34-årige mand fik en højere straf, var, at han selv erkendte en række overtrædelser af færdselsloven og besiddelse af narkotika, hvilket også førte til en frakendelse af førerretten i 10 år.
Den 56-årige mand tog betænkningstid i forhold til en eventuel anke, mens den 34-årige mand modtog dommen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.