Nogle havde ikke kørekort, en overhalede forkert og en anden fik beslaglagt bilen
Masser af bilister kan se frem til en sigtelse efter lørdagens aktion
Opdateret kl. 07:18
Lørdag var Nordjyllands Politi på vejene med en påskekontrol af bilister i det sydøstlige Nordjylland.
Og det var en kontrol, der kom til at kaste ganske mange sigtelser af sig.
- Der har været syv færdselsbetjente samt en læge i aktion, og de var ude på vejene i går mellem klokken 12 og 23. Det oplyser vagtchef Christian Tilsted søndag morgen.
Holdet kørte rundt omkring Storvorde, Kongerslev, Øster Hurup, Hadsund, Assens og Mariager. Og der blev nok at tage fat på, for efter aktionen sluttede, var der lavet 27 sigtelser og derudover beslaglagt et køretøj.
Listen tæller således tre sigtelser for spirituskørsel. Tre for narkokørsel. Fire for at køre uden førerret. En enkelt havde glemt sit kørekort. Så var der fem, der kørte for hurtigt - en enkelt af dem med mere end 30 procent. Fire talte i håndholdt mobiltelefon, mens én overhalede forkert, en anden kørte over for rødt og to kørte uden seler.
- Og så var der to biler, der havde fejl og mangler. Den ene så grelt, at den skal til syn. Og så måtte vi beslaglægge en bil også. Det var en af dem, der kørte uden førerret. Efter et vist antal sigtelser for det, så beslaglægger vi bilen med henblik på at konfiskere den, oplyser Christian Tilsted.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.