Krimi

Svensk dreng sendt i arrest for voksne før retssag

En 16-årig svensker er tiltalt for at koordinere flere drabsforsøg og sendes nu trods ung alder i arresthus.

En 16-årig svensker skal flyttes til en almindelig arrest fra den sikrede institution Sønderbro. Drengen er tiltalt i sag om en række drabsforsøg. Afgørelsen om flytning er truffet torsdag af dommer i Københavns Byrets dommervagt. (Arkivfoto).
En 16-årig svensker skal flyttes til en almindelig arrest fra den sikrede institution Sønderbro. Drengen er tiltalt i sag om en række drabsforsøg. Afgørelsen om flytning er truffet torsdag af dommer i Københavns Byrets dommervagt. (Arkivfoto). Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

En sigtelse for vold og flere episoder med påstået voldelig og truende adfærd gør, at den sikrede institution Sønderbro på Amager ikke ønsker at huse en 16-årig varetægtsfængslet svensker.

På den baggrund har anklagemyndigheden torsdag bedt en dommer i Københavns Byrets afdeling for grundlovsforhør om lov til, at den 16-årige sættes i en almindelig arrest, selv om det i udgangspunktet ikke er et sted for børn.

Og det har dommeren nikket ja til. Hun mente ikke, at det var forsvarligt at anbringe den 16-årige på en institution for unge, der i så fald ville være det tredje sted, han blev anbragt.

Drengen er tiltalt i en retssag, som indledes næste uge. Anklagemyndigheden mener, at han har spillet en koordinerende rolle i forbindelse med at hyre unge lejemordere, som skulle begå drab i Danmark.

Han er tiltalt i tre forhold om drabsforsøg. Det drejer sig dels om et planlagt skyderi i en kiosk på Amager, en planlagt likvidering af en tatoveret bandemand på Nørrebro og et angreb med en håndgranat i en kiosk på Østerbro i København.

Skyderiet i kiosken på Amager blev aldrig til noget, da politiet anholdt den mand, som angiveligt var hyret af den 16-årige, inden han nåede at slå til.

Likvideringen blev heller ikke til noget, da pistolmanden i det tilfælde ikke kunne finde det tiltænkte offer og i stedet blev passet op af to mænd, som han skød imod, dog uden at ramme.

Drabsforsøget med håndgranaten endte også uden dødsofre, da de to tilstedeværende i SOL-kiosken på Hans Knudsens Plads overlevede.

Den 16-årige dreng blev anholdt i Spanien forrige år og udleveret til Sverige, hvor han sidste sommer blev idømt to års anbringelse på en ungdomsinstitution for medvirken til drabsforsøg.

Han nægter sig skyldig i den rejste tiltale. Retssagen mod ham indledes 10. februar og behandles efter planen over syv dage frem til den 12. marts.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden