optøjer

Svensk politichef: Det er ikke almindelige demonstranter

26 politibetjente og 14 civile er kommet til skade i de seneste dages uro i Sverige, oplyser svensk politi.

Svensk politis rigspolitichef beskriver de seneste dages uro i Sverige med stor alvor. Han sætter deltagerne i uroen i forbindelse med kriminelle grupperinger.

- Vi har stærkt mistanke om, at de har tilknytning til kriminelle grupperinger, siger den svenske rigspolitichef, Anders Thornberg, på et pressemøde mandag.

Han mener, at de indblandede har fokuseret på at skade politiet.

Flere svenske byer er de seneste dage blevet ramt af voldsomme uroligheder i kølvandet på flere demonstrationer af Stram Kurs-leder Rasmus Paludan.

Sent søndag aften og natten til mandag var der uro og flere brande i Malmø-bydelen Rosengård.

Tidligere søndag var der også optøjer i byerne Norrköping og Linköping. Her havde Rasmus Paludan bebudet flere koranafbrændinger, men mødte ikke op.

Alligevel endte det i sammenstød mellem politiet og flere moddemonstranter, og i Norrköping følte politiet sig nødsaget til at affyre varslingsskud.

På pressemødet oplyses det, at 26 politibetjente og 14 civile personer er kommet til skade i optøjerne. Desuden er 20 politikøretøjer blevet skadet.

Over 200 deltagere har ifølge politiet været voldelige i optøjerne.

- Det er ekstremt alvorlige forbrydelser, som har rettet sig mod vores samfund. Det er værre end voldsomme optøjer, set fra min side. Det her er noget andet. Det her er ikke almindelige moddemonstranter, siger rigspolitichefen.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden