Sydøstjyllands Politi: Ingen sammenhæng mellem tre dødsbrande
Med to ugers mellemrum var der to dødsbrande på samme vej i Fredericia. Ingen af brandene var påsat.
I november og december sidste år omkom tre personer i tre brande i Fredericia og Kolding.
Nu kan Sydøstjyllands Politi konkludere, at der ikke er sammenhæng mellem de tre dødsbrande. Det oplyser politiet i en pressemeddelelse mandag.
Der er ligeledes heller ikke tegn på, at der er sket forbrydelser ved brandene.
Den første brand var 28. november, hvor en 83-årig mand omkom i en villabrand på Højdedraget 34 i Taulov i Fredericia. Det vides ikke endeligt, hvorfor branden opstod, men der er ikke tegn på en forbrydelse.
To uger senere opstod en brand i en villa på samme vej - denne gang nummer 10B - hvor en kvindelig beboer indebrændte. Her er brandårsagen formentlig rygning i sengen, oplyser politiet efter efterforskningen.
Den 27. december omkom en person i en brand i en campingvogn på Merkurvej i Kolding. Her er ifølge politiet heller ikke tegn på, at der er sket en forbrydelse, og personen døde formentlig af kulilteforgiftning.
Den afdøde er formentlig ejeren af campingvognen - en 49-årig mand fra Litauen - oplyser politiet.
Vicepolitiinspektør Torben Simonsen fra Efterforskningscenter Syd i Sydøstjyllands Politi fortæller i politiets pressemeddelelse, at der kan være mange årsager til, at en brand opstår.
- Det kan for eksempel være uheld som for eksempel rygning i sengen eller lignende, eller branden kan være påsat og dermed et strafbart forhold.
- Det står nu klart, at der ikke er noget belæg for at antage, at de nævnte brande alle skulle være påsatte brande eller har samme gerningsmand, udtaler han.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.