energi og ressourcer

Syge borgere advares igen om røg fra brand på varmeværk

En svag vind tirsdag øger risikoen for en tyk røg fra brand i træpillesilo på Studstrupværket.

Siden 22. september har der været brand i en silo på Studstrupværket ved Aarhus. Billedet her er fra fredag den 30. september.
Siden 22. september har der været brand i en silo på Studstrupværket ved Aarhus. Billedet her er fra fredag den 30. september. Bo Amstrup / Ritzau Scanpix/Ritzau Scanpix

En ulmende brand i silo på kraftvarmeværket i Studstrup uden for Aarhus ventes at udvikle kraftig røg tirsdag, og myndighederne opfordrer nu endnu engang personer med hjertekar- og lungesygdomme til at søge væk.

- Røgen ser ud til særligt at ramme området omkring Studstrup, Havhusene og Gl. Løgten Strand, og beboere her med hjertekar- og lungesygdomme anbefales at finde et andet sted at opholde sig, indtil røgen er drevet væk, lyder det i fælles myndighedsmeddelelse, som er udsendt af både Østjyllands Politi og Aarhus Kommune.

Siden torsdag i forrige uge har der været brand i en silo med træpiller på værket. Siloen indeholder 56.000 ton træpiller.

Branden har skabt lugtgener i store dele af Østjylland, og i sidste uge anbefalede myndighederne også, at borgere med hjerte- og lungesygdomme, som for eksempel KOL eller astma, søgte væk.

Vejrmeldingerne varsler en ganske svag vind fra tirsdag middag. Det vil få røgen til at blive tykkere i visse områder, og det er baggrunden for myndighedernes anbefaling.

Østjyllands Brandvæsen oplyste i weekenden, at man har forberedt Christiansbjerghallen i Aarhus til at huse folk, hvis det skulle blive nødvendigt at evakuere.

Foreløbig gælder anbefalingerne om at søge væk dog kun folk med hjerte- og lungesygdomme. Røgen vurderes ikke at udgøre en sundhedsrisiko for andre borgere.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden