Syv bandemedlemmer straffes med livstid for drabsforsøg

Syv bandemedlemmer er søndag eftermiddag blevet straffet med livstid for tre drabsforsøg i Måløv i 2020.

Syv bandemedlemmer fulgte tilbage i maj 2020 efter rivaler med GPS-tracker og forsøgte at likvidere dem i tre efterfølgende dage i Måløv.

Det har søndag eftermiddag kostet alle syv mænd livstid, oplyser specialanklager Morten Frederiksen.

- Med dommen er der blevet sendt et meget tydeligt signal til bandemedlemmer om, at når man laver noget sammen, så bliver man også dømt sammen, siger han.

- Og det er meget hårde straffe, men får, lyder det.

Det var den 17. maj 2020 omkring klokken 18.30, at der fra en Opel Insignia blev affyret skud. Skuddene blev affyret mod en VW Golf på hovedgaden i Måløv lidt uden for København.

Billeder fra stedet viser, at bilen blev totalt gennemhullet under episoden, hvor ikke mindre end 26 skud blev affyret fra en automatisk riffel og en pistol. Alligevel endte ingen med at blive ramt.

Ifølge Ekstra Bladets oplysninger er der tale om syv mænd fra Husum-banden, der efter ti dages nøje planlægning forsøgte at tage livet af de to rivaler fra banden Loyal To Familia (LTF).

Den hårde straf er et resultat af, at de i udgangspunktet er blevet dømt for tre drabsforsøg den 15., 16. og 17. maj. De første to dage lykkedes det ikke at finde rivalerne, men det gjorde det i tredje omgang.

Derudover har man i Retten i Glostrup også benyttet sig af en særlig bandeparagraf, der har fordoblet straffen.

Alle syv er også blevet straffet med opholdsforbud i Brønshøj, og to af de syv er blevet udvist af landet. Alle har dog anket afgørelsen.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden