Tæt på maksimal straf for hvidvask af 29 milliarder

Kvinde fra Litauen har tilstået, at hun hvidvaskede enorme beløb i selskaber med konti i Danske Bank i Estland

Danske Banks filial i Tallin i Estland er i stort omfang blevet brugt til at hvidvaske store formuer, som stammer fra lovovertrædelser. En stribe danske kommanditselskaber havde også konti i filialen. Driften bestod blot i at sende store beløb videre. (Arkivfoto). <i>Raigo Pajula/Ritzau Scanpix</i>

Danske Banks filial i Tallin i Estland er i stort omfang blevet brugt til at hvidvaske store formuer, som stammer fra lovovertrædelser. En stribe danske kommanditselskaber havde også konti i filialen. Driften bestod blot i at sende store beløb videre. (Arkivfoto). Raigo Pajula/Ritzau Scanpix

I en sag om hvidvask af 29,4 milliarder kroner er en kvinde fra Litauen idømt fængsel i fire år og en måned.

Københavns Byret slår fast, at sagen skal lægges sammen med en tidligere afgjort sag om hvidvask. Derfor er der torsdag morgen udmålt en såkaldt tillægsstraf.

I de to sager er der sammenlagt givet en straf på fængsel i otte år. Dermed sprænges den strafferamme, der gjaldt på gerningstidspunktet, på seks år.

Camilla Christiansen har tilstået, at hun gennem syv år hvidvaskede de enorme beløb gennem en stribe kommanditselskaber, som alle havde konti i Danske Banks filial i Estland.

På bundlinjen står et beløb, der sjældent dukker op i en dansk retssal: 29.469.885.203 kroner.

Den 49-årige kvinde kom til Danmark i 2001 med to små sønner.

Kriminaliteten foregik i to rådgiverfirmaer Cph Consulting og Dan Consulting, hvor hun var ansat som henholdsvis kontormedarbejder og direktør.

- Det havde professionel, organiseret og systematisk karakter, siger dommer Karsten Henriksen om sin afgørelse.

Han havde på grund af særdeles skærpende omstændigheder mulighed for at give fængsel i ni år, men lægger vægt på, at Camillia Christensen ikke har haft en hovedrolle i affæren. Derfor bliver resultatet otte år.

En af anklagerne, specialanklager Lisette Jørgensen, siger i en kommentar, at straffen afspejler, at sagen er helt ekstraordinær.

De enorme beløb strømmede gennem i alt 40 kommanditselskaber, der var stiftet i Danmark. Camilla Christiansen sørgede for at stille en stråmand som direktør til rådighed, ligesom hun tog sig af det praktiske papirarbejde. Kun i et enkelt selskab var hun direktør.

I et retsmøde sidste uge blev hun spurgt, hvad en direktør skulle gøre?

- Ingenting, svarede hun.

Alle selskaber havde konti i Danske Banks filial i Estland, og det var netop i forbindelse med politiets undersøgelse af forholdene i filialen, at interessen samlede sig om de mange kommanditselskaber.

De var karakteriseret ved ikke at have hjemmesider, ligesom der ikke var spor af almindelig drift, har en anden anklager, senioranklager Rasmus Maar Hansen, tidligere konstateret.

Selskaberne havde for eksempel adresse i et turistkontor på De Britiske Jomfruøer, postkasser i London eller på Seychellerne.

Frisk Handel, Umbrella, Nybro Handel, Wind Trade og Under Elmene er nogle af selskabernes navne.

Camilla Christiansen har ikke haft nogen særlig gevinst ud af sin kriminalitet, hvor hun hjalp især russiske og baltiske forretningsfolk med at skjule formuers oprindelse. Ikke én eneste euro triller i statskassen som konfiskation i forbindelse med sagen mod den 49-årige.

Men i den tidligere sag om hvidvask af i alt 140 millioner kroner fik politiet beslaglagt 12 millioner kroner, som siden blev konfiskeret.

Ved torsdagens dom er hun i øvrigt blevet udvist. Efter en kort snak med sin forsvarer vælger hun at modtage dommen.

I affæren om de 29 milliarder kroner er to andre personer sigtet. Den ene er en herboende håndværker fra Litauen. Den anden er en kvinde med russisk baggrund. I december sidste år blev hun udleveret fra Storbritannien.

Begge nægter sig i modsætning til Camilla Christiansen skyldige. Inden for kort tid forventer anklagemyndigheden at træffe afgørelse om tiltale. Byretten har allerede reserveret retsmøder i sagen mod dem fra 20. september.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.