Terrorsigtet teenager fængsles i yderligere fire uger

Advokat Jens Klokhøj mener, at sagen mod den 15-årige dreng en misforståelse. Han er sigtet i sag om terror.

En 15-årig dreng skal forblive varetægtsfængslet på en sikret institution, har en dommer i Retten i Holbæk afgjort tirsdag. Drengen er sigtet efter terrorbestemmelse. (Arkivfoto). <i>Signe Goldmann/Ritzau Scanpix</i>

En 15-årig dreng skal forblive varetægtsfængslet på en sikret institution, har en dommer i Retten i Holbæk afgjort tirsdag. Drengen er sigtet efter terrorbestemmelse. (Arkivfoto). Signe Goldmann/Ritzau Scanpix

Retten i Holbæk har tirsdag valgt at forlænge varetægtsfængslingen af en terrorsigtet 15-årig dreng i fire uger.

Tidlig morgen den 7. april blev han anholdt og sigtet for at tilslutte sig en terrororganisation.

På grund af drengens unge alder er han fængslet i surrogat på en sikret institution.

Ifølge drengens advokat, Jens Klokhøj, er sagen en misforståelse.

- Det er en dreng, der har bevæget sig på internettet, og det har fået nogle konsekvenser, siger han og fortsætter:

- Han har det efter omstændigheder OK. Han er chokeret. Hans forældre er meget chokeret over alt det, der er kommet ud af det her.

Den unge dreng er sigtet efter paragraf 114c, der drejer sig om at lade sig hverve eller at hverve en eller flere personer til at begå eller fremme terrorhandlinger.

Ifølge advokaten brugte den 15-årige meget tid bag en computerskærm.

- Alle ved jo, at sagen drejer sig om noget på internettet, siger Jens Klokhøj og fortsætter:

- Der er nogle mennesker, der lever i den virkelige verden, og der er nogle, der lever på internettet. Og min klient er en mand, der lever på internettet.

Angiveligt skal den 15-årige have tilsluttet sig gruppen Feuerkrieg Division, der ifølge anklagemyndigheden er en nynazistisk og højreekstrem gruppe.

Derfor er han også sigtet efter paragraf 114e, der handler om at fremme en virksomhed eller organisation, der har til hensigt at begå terrorhandlinger.

Ifølge anklageren Rune Rydik blev den 15-årige selv hvervet til organisationen i december 2021 via den krypterede beskedtjeneste Telegram.

I sagen blev en 16-årig dreng også anholdt 7. april og sigtet for at lade sig hverve til terror.

Retten fandt ved grundlovsforhøret efter anholdelsen dog ikke begrundet mistanke over for ham i et omfang, der tillader frihedsberøvelse. Men sigtelsen er opretholdt.

Den 15-årige skal angiveligt have hvervet den 16-årige dreng til organisationen. De to drenge går på samme skole.

Ifølge Jens Klokhøj har de udbedt sig betænkningstid til at overveje, hvorvidt forlængelsen af varetægtsfængslingen skal kæres til landsretten.

- Jeg synes godt, at han kunne være løsladt i dag. Det var retten så ikke enig i, og det må vi jo så overveje, siger advokaten.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.