Tidligere forstander frifindes for vold og tvang mod to elever

Det er ikke i orden, hvad der skete på en kostskole i Nordsjælland, men det var ikke vold, lyder det i dom.

To tidligere elevers forklaringer om voldsomme morgenvækninger på kostskolen Havregården i Gilleleje er troværdige, men kan ikke føre til en dom for vold til tidligere forstander, afgør Retten i Helsingør (Arkivfoto). <i>Keld Navntoft/Ritzau Scanpix</i>

To tidligere elevers forklaringer om voldsomme morgenvækninger på kostskolen Havregården i Gilleleje er troværdige, men kan ikke føre til en dom for vold til tidligere forstander, afgør Retten i Helsingør (Arkivfoto). Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

En tidligere forstander er blevet frifundet for vold og ulovlig tvang mod to tidligere elever på kostskolen Havregården.

Det har Retten i Helsingør afgjort tirsdag.

Dommeren lagde ved domsafsigelsen vægt på, at retten har fundet det bevist, at Morten Ulrik Jørgensen har væltet to elever ud af deres senge som beskrevet i anklageskriftet. Men han bliver altså ikke dømt for det.

- Når der ikke sker domfældelse for vold, er det, fordi vi finder, at der er en nedre grænse for vold. Vi er under den grænse, siger dommer Allan Gaardbo.

Forhenværende forstander Morten Ulrik Jørgensen er også frifundet for vold og ulovlig tvang ved at have boret en nøgle ind mellem en elevs ribben. Forholdet er ikke bevist, vurderer retten.

Morten Ulrik Jørgensen var tiltalt for vold med de barske morgenvækninger for de to elever, som han ifølge deres forklaring væltede ud af deres senge flere gange om ugen, fordi de havde svært ved at stå op om morgenen.

Retten finder, at de to unge mænds forklaringer er troværdige, og at vækningerne har fundet sted. Men foruden den nedre voldsgrænse, har dommer og domsmænd lagt vægt på Morten Ulrik Jørgensens særlige rolle.

- Du havde ansvar for børnene, og at de skulle passe deres skole. Du så ingen anden udvej. Det er ikke i orden, det du har gjort. Men det er ikke en overtrædelse af straffeloven, siger dommer Allan Gaardbo.

Dommen blev afsagt i et proppet retslokale. 17 tilhørere sad tæt op ad hinanden. Flere af dem tog imod den tidligere forstander med smil og kram, mens andre hurtigt forlod retsbygningen.

Tidligere på dagen kom både anklager Cecilie Skou og forsvarer Mads Cramer-Kam med deres afsluttende procedurer.

Anklageren gik efter en straf på mellem 60 dage og tre måneders ubetinget fængsel.

- Der er skæv magtbalance, og det er tiltaltes ansvar at gå forrest og støtte og hjælpe børnene – ikke at vælte dem ud af sengen, sagde Cecilie Skou.

Modsat lød det fra Mads Cramer-Kam, at hans klient helt skulle frifindes - foruden et forhold om at have taget mapper og dokumenter fra skolen hjem til privatadressen. Dette forhold har Morten Ulrik Jørgensen erkendt.

- Det er ikke bevist, at han har gjort det. Der er ingen objektive beviser – ingen fotos, lægeattester, kommunale akter eller politianmeldelser. Beviserne er alene vidnernes forklaring og troværdighed, sagde han.

Straffen for papirer på hjemmeadressen er ved retten blevet takseret til seks dagbøder à 500 kroner.

Morten Ulrik Jørgensen modtog dommen. Anklagemyndigheden har to uger til at vurdere, om man vil anke./ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.