Tidligere ledere i andelskasse frifundet for millionkrav

Syv mænd med en fortid i kuldsejlet andelskasse skal ikke betale erstatning efter virksomhedskøb.

Københavns Byret har onsdag valgt at frifinde syv tidligere medlemmer af ledelsen i Københavns Andelskasse for erstatningsansvar.

Det var det statslige selskab Finansiel Stabilitet, som opstod i kølvandet på finanskrisen for at rydde op i krakkede banker, der havde anlagt sagen. Erstatningskravet lød på 5,7 millioner kroner plus renter.

Omdrejningspunktet i sagen var en virksomhedshandel tilbage i 2015. Her opkøbte andelskassen selskabet OTC-listen for 4,5 millioner kroner. Selskabet var ejet af finansmanden Jesper Bak.

Jesper Bak sad samtidig på den anden side af bordet som en central del af andelskassens ejerkreds. Og ifølge Finansiel Stabilitet var det Jesper Baks personlige interesser - ikke andelskassens - som blev tilgodeset ved købet.

Idéen med OTC-listen Aps. var at skabe et forum for handler med aktier, der ikke var noteret på Fondsbørsen. Men reelt var selskabet værdiløst, påstås det. For den nødvendige tilladelse til at handle med værdipapirer var ikke i hus.

Finansiel Stabilitet overtog i 2018 kontrollen med Københavns Andelskasse. Det skete, efter at myndighederne i flere tilfælde havde fundet uregelmæssigheder i selskabets drift.

Det mundede blandt andet ud i et sagsanlæg mod de syv, som under sagen har afvist, at købet tilbage i 2015 skulle være sket på et mangelfuldt grundlag.

Tværtimod var de overbevist om, at købet kunne give indtjening til andelskassen, lyder det i de dokumenter, som ridser sagen op.

Og i Københavns Byret har de sagsøgte altså fået medhold. Finansiel Stabilitet har mulighed for at anke dommen til Østre Landsret.

I øvrigt lurer et andet efterspil ovenpå andelskassens nedtur. Finanstilsynet indgav i 2018 politianmeldelse om overtrædelse af hvidvaskloven.

Fra 2017 og et år frem flød værdier for mere end fire milliarder kroner gennem andelskassen fra suspekte kunder, har dagbladet Børsen tidligere rapporteret.

Politiet rejste sigtelse i 2019, men endnu er der ikke truffet beslutning om, hvorvidt der er grundlag for at rejse tiltale, oplyser National Enhed for Særlig Kriminalitet, NSK.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.